Espen Uldal - Blog

I don't think Tiger was imported to Australia to contribute to the US team with five points. He's Down Under to secure media attention. On course it was a given from the start he would be redundant - unless you are part of a certain group in the US media.

However, looking outside the ropes, this is not even close to being a Ryder Cup status event, and maybe Tiger is not the only thing on a down slope this week.

I don't think the Australian Open is a median for where Tiger is going. He came in fourth in the Masters, and even though the field in Australia was good, it was far from the usual standard on the PGA Tour or the European Tour.

Tiger has only few shots left in the gun to get back on track, but as long as he takes his advice from Sean Foley, the former number one in the world is shooting with blanks.

Direkte link

The PGA Tour versus the European Tour. It’s coming up from time to time.

Right after the US Open, Rich Lerner aired his thoughts on the matter on the Golf Channel, claiming that, “as we know, the PGA Tour is much tougher” and that the players in the US are much better than what the European Tour can manage. The general American thought is, that courses in Europe are easier and the players are of a lower standard.

Never mind who’s best, but let the behavior of Bubba Watson this week in Paris be a good reminder of what the majority of US players could work on.

Read the rest of my article on Bleacher Report:

http://bleacherreport.com/articles/754673-bad-behavior-by-bubba-johnson-in-paris-two-golf-worlds

 

Direkte link

Mainstream thinking does reflect a tendency, but it does not tell you what’s actually right.

Before this year’s Player's Championship, Tiger Woods was one of the favorites among the bookmakers and the press (even though it was clear he was not near competitive form), and after the US Open, great parts of the press and the public has given up on him (even though it is clear, that no one has any idea about in what shape he will be back).

Bleeding and left to die in one of the many alleys of the golf world, Woods is now a target for all those claims that no one dared to articulate one year or six months ago.

“This guy is a goner. Let’s go with the kid who has won one major … And let’s say he’s good for at least 10 majors … Start the trend!”

Vintage mainstream thinking right there. No nuances. No room for facts. No room for reflecting.

Please, read the rest of ny article on Bleacher Report, where I'm a contributor:

 Link: http://bleacherreport.com/articles/748645-dont-count-tiger-woods-out-yet

 

Direkte link

I have to say I'm impressed with Robert Rock who is playing his first US Open. His first sighting of Congressional was at 2.19pm on Thursday when he teed off in the first round alongside Do-Hoon Kim and Kevin Chappell.

He has shot 70 and 71, being 1-under-par after 36 holes. If it wasn't for Rory McIlroy on 11-under, Rock would be three shots from the lead, as YE Yang is on second in 4-under after 14 hules. Rock is - right now - just one shot from the third spot.

Keep Rockin' ...

Direkte link

Alle professionelle golfspillere i USA med respekt for sig selv, kender til denne spiller, men 99 procent af alle motionsgolfere kender intet til den canadiske legende. Tiger Woods kalder ham den bedste og mest præcise golfspiller, der nogensinde har levet. Dette er den utrolige historie om Murray Irwin ”Moe” Norman.

 Af Espen Uldal

Ingen anden golfspiller har nogensinde slået bolden så præcist som canadiske Murray ”Moe” Norman. Tiger Woods kalder ham manden med det mest præcise slag nogensinde, mens han også betegner Norman som den eneste spiller sammen med Ben Hogan, der ejede deres eget sving.

Det var intet normalt over Norman. Efter en bilulykke sammen med sine forældre da han var fem år gammel, fik han konstateret en form for autisme, der aldrig siden blev præcist diagnosticeret, for der skulle gå næsten 70 år før Moe atter skulle møde en læge. Men allerede fra han var ganske ung, var der ingen tvivl om, at denne unge mand greb tingene ganske anderledes an.

Fra han var 14 til han var 19 udviklede han sit helt eget golfsving ved at slå over en million bolde, og over en periode på 50 år, gik han tre turneringsrunder i 59 slag – den sidste i en alder af 62 år. Han satte 30 banerekorder, vandt 50 professionelle turneringer, lavede 17 holes-in-one (hvoraf otte landede direkte i koppen) og ni albatrosser. Størstedelen af denne periode betegnede han sig selv som en elendig putter, men det var til gengæld også hans jernslag, der placerede ham i en kategori helt for sig selv. Norman blev kaldt ”Moe the Schmoe, the Pinochle Pro” af et klubmedlem som han gik caddie for i sine yngre år, og siden da han aldrig andet en Moe, men han fik også øgenavnet ”Pipeline Moe”, fordi han slog hvert eneste slag snorlige og ramte præcist hvad han havde lyst til.

Engang, under en turnering hvor han gik i 2-bold med Sam Snead, måtte Snead lægge op kort af en å. Da Moe trak driveren op ad bagen, forklarede Snead ham, at selv Norman kunne ikke slå over hasarden. Hertil svarede Moe: ”Det er ok. Jeg sigter efter broen.” Derefter slog Norman et godt 270 meter drive, lige mod en tre meter bred bro i venstre side af fairway, og efterfølgende rullede bolden over broen og videre ud på fairwayen på den anden side af åen.

Ved en anden lejlighed slog han tre drives i en opvisningsturnering, og da han nåede frem til boldene sammen med tilskuere og sine medspillere, lå alle tre bolde midt på fairway og rørte alle sammen ved hinanden.

Efter Norman i al ubemærkethed havde vundet det canadiske amatørmesterskab i slagspil i 1955 modtog han en invitation til at spille med i Masters det efterfølgende år. Invitationen kom fra Bobby Jones, der allerede dengang så et nærmest overnaturligt talent i den 26-årige amatør.

Norman, der kom fra meget trange kår, arbejdede til daglig i en bowlinghal i Kitchener hvor han satte kegler på plads, og invitationen til Augusta National gjorde ham både glad og nervøs. Større forsamlinger gjorde nemlig Norman usikker. Moes autistiske natur gjorde at han ofte følte sig bange blandt alt for mange mennesker, og ofte havde han brug for at gøre tingene på sin egen måde.

Norman klarede ikke cuttet i sin første Masters. Efter en 75’er i første runde gik canadieren på driving rangen, og her gav Snead den unge amatør nogle råd, som Norman ukarakteristisk tog til sig og efterfølgende prøvede at lægge ind i sving ved at slå 800 bolde den eftermiddag. Næste morgen havde Moe, der aldrig brugte en handske, så mange sår i sin venstre hånd, at han dårlig kunne holde på sine køller og missede cuttet efter en 78’er. Moe klarede heller ikke cuttet året efter, hvor han blev inviteret tilbage til Masters efter han genvandt sin canadiske amatørtitel, men det var sidste og blot anden gang Norman deltog i en major.

I 1959 mistede Moe sin glorværdige amatørstatus i Canada, og da der ikke var penge i professionel golf i hans eget land, søgte han sydpå til PGA-touren. Her fik han derimod straks en særstatus blandt størstedelen af sine kollegaer, der straks så det enestående i hans meget ugraciøse og uortodokse, men exceptionel effektive golfsving. Hogan, der først var kendt for først sit draw og siden for sit fade, havde altid sagt, at man kun slog bolden med en lige boldflugt ved et uheld. Amerikaneren brugte aldrig tid på at se på sine kollegaers sving, men en dag da han passerede Norman på driving rangen, stoppede han op og blev stående mens Moe slog det ene snorlige drive efter det andet. Derefter gik han videre mens han sagde: ”Bliv ved med at slå de uheld, knægt”.

Tilskuerne begyndte også at lægge mærke til den spøjse spiller og tage ham til deres hjerte. Det var dog alt sammen ligegyldigt, for PGA of America brød sig ikke om den kontroversielle canadier som de mente gik for lapset klædt, opførte sig som en klovn og nægtede at bruge en caddie. Han drak 24 colaer om dagen og havde dårlige tænder. Han talte hurtigt, og ofte i vers, mens han gentog sig selv. Når han stod på teestedet, kunne han bedst lige at slå bolden fra toppen af en colaflaske, hvilket han gjorde uden at flasken bevægede sig. Da det blev forbudt, fik han lavet tee’s der var 20 centimeter høje og slog fra dem. Dette var ikke en spiller, der skulle repræsentere den amerikanske Tour på nogen måder.

Norman var et skrøbeligt menneske. Nogen mente han valgte ikke at vinde de to sæsoner han spillede på PGA-touren, fordi han var bange for at skulle modtage en vinderpokal i så store turneringer. I stedet udfordrede han sig selv på andre punkter. Han kunne finde på, at slå ud fra tee med en wedge fra et par 4-hul og slå sit andet slag ind på en green med en driver. Ofte lavede han endda birdie på denne måde. En dag, efter Norman, havde leveret sit bedste resultat på touren i kraft af en fjerdeplads i New Orleans, blev det hele for meget for PGA of America. Sammen med en spiller fra touren trak en gruppe jakkeklædte mænd fra golfforbundet canadieren til side og gav ham en meget kontant opsang. To timer senere opsagde Norman sit medlemskab af PGA-touren – ikke i raseri, men fordi han var skræmt fra vid og sans.

Normans verden var en drengs verden, og hans autistiske symptomer var så stærke, at det muligvis var bedre for ham at vende hjem til trygge omgivelser blandt folk, der kendte ham i Canada. Her blomstrede Normans golfspil atter op igen. Han talte aldrig om sin sygdom, men var besat af rutiner, og i månedsvis kunne han vende tilbage til den samme restaurant for at spise og blive betjent af den samme servitrice. Da filmen ”Rain Man” med Dustin Hoffman i rollen som en middelalderlig autist udkom, sagde alle, der kendte ham: ”Det er Moe!”. En af filmens manuskriptforfattere købte endda senere hen filmrettighederne til Normans historie.

Moe Norman døde i september 2004 i en alder af 75 år og er i dag en legende blandt professionelle golfspillere, men stort set ukendt for nutidens golffans. Kun én supermagt i golfsporten nåede at anerkende Normans indsats. I 1995 besluttede Titleist, at give Norman $5.000 om måneden i resten af hans liv som en tilkendegivelse af hvad han havde gjort for golfsporten. Samme år åbnede Moe sin første bankkonto nogensinde.

Denne artikel har været publiceret i Golfbladet i marts måned 2011

Direkte link

The organizers of Dubai Desert Classic has done what a lot more tournaments should do; they have put out the cream of the crop together on the first day of play.

For as long as television has dominated golf the golden rule has been to make some attractive TV-pairings but at the same time to spread the top players between morning and afternoon draws. The theory has been that viewers would log on and look no matter what the time of day. Hence, we never saw Phil Mickelson and Tiger Woods in the same pairing on a Thursday – unless they had both won a major in the same year prior to a USPGA Championship. Fact is we only saw them head to head very few times as they only peaked few weeks at the same time. However, when it happened, ratings went through the roof.

The argument from the PGA Tour and the European Tour is that people are working in the daytime on Thursday and Friday, so ratings would be best late on the afternoon. So, one day you could see, say, Tiger on Thursday afternoon and the next day you could get Mickelson.

Examples from other sports show that if you give people the goods, they find a way to check it out – day or night. And another fact is that the ratings in golf on Thursdays and Fridays can only get better, so it’s worth a try. And that seems to be what they think in Dubai.

With Lee Westwood and Martin Kaymer together with world number three, Tiger Woods, in the same group, the European Tour is giving the viewers something to look at from the start. The result is seen on course at the tournament that is usually made for TV, because the spectators are to be seen, and I bet the TV ratings will be better too.

Then it’s just up to the players to stay in the spotlight for the weekend, too, but at least it’s a good start.

Direkte link

According to an article I just read in Forbes Magazine, British golf player Luke Donald is one of the best dressed athletes in the world. Quarterback for the New England Patriots Tom Brady and soccer star David Beckham is among the other honored dressers.

However, the list is also filled with home boy looking basketball players and baseball stars with a dubious taste, so it looses a bit of it's trustworthiness as the overall message is: anything goes!

But apart from that, Donald – who is sponsored by Ralph Lauren – is always well dressed … to a tee.

Have a look: http://www.forbes.com/2010/12/07/best-dressed-athletes-lifestyle-style-fashion.html?partner=forbeslife_newsletter

Direkte link

So Ryder Cup rookie Ricky Fowler enters the press room at Celtic Manor Resort, and after a chat with Gordon Simpson who sums up that Fowler is playing practice round with Stricker, Woods and Furyk journalists gets to ask questions.

The first four questions Fowler gets is:

“Do you know if you're partnering Tiger or playing against him today?  Is it a match?”

“Just to clarify, what grade were you in when Tiger won that '97 Masters, or had you started school yet?”

”Was [Tiger] your hero?”

“What have you made of guys in the last 48 hours of guys like Tiger in the locker room, and what do you hope to learn playing alongside him on the course today?”

Wednesday Tiger left the practice range alone and before the rest of the US team, and he’s the only player without his name on his rain jacket.

Looks like nothing has changed...

Direkte link

Flere gange i de senere år er jeg blevet mindet om et interview jeg lavede med Edoardo Molinari for godt fire år siden i Milano. Dengang var han en amatør, der var kendt af de færreste, og hans bror, Francesco, var kendt af endnu færre. Det er der siden blevet lavet om på. Blandt andet vandt hans bror Telecom Italian Open den uge vi mødtes, og siden hen har de væltet golfverden.

I marts skrev jeg en artikel om italiensk golf da der siden Molinaribrødrene er kommet endnu en italiener ind i billedet - den lovende Matteo Manassero. Artikel var skrevet i forbindelse med dette års Masters hvor alle tre italienere spillede med, men historien er mindst lige så aktuel i denne hvor Brødrene Molinari skal ud i førerbold på Gleneagles. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi også kan få dem begge med til Ryder Cup, og som regerende mestre i World Cup, vil de være et selvskrevet makkerpar. Men det er en anden historie. Her kommer den jeg skrev til Golfbladet marts...

Historien om italiensk golfs seneste opblomstring kan beskrives med tre ord: Eduardo, Francesco og Matteo. Det er en beretning om to ambitiøse brødre, der slog til på det helt rigtige tidspunkt, og en ung teenager, som leverede varen tidligere end nogen anden før ham. Det er også en historie, der ikke er slut, men kun lige er begyndt.

Indtil for ganske få år siden, var Costantino Rocca den eneste italienske golfspiller, der havde formået at runge i den internationale golfverden. Den karismatiske Rocca havde vundet fem gange på Europatouren mellem 1993 og 1999, med sejren i PGA Championship i 1996 som højdepunktet. Blandt de tre top 10-placeringer han opnåede i majors, huskes han nok bedst for dengang han blev nummer to i British Open i 1995: Efter at have holet et vanvittigt putt fra the Valley of Sin på St. Andrews 18. hul, kom han i omspil med den endelige vinder, John Daly. Rocca havde også begejstret mange europæere da han pacificerede Tiger Woods i singlerne ved Ryder Cup på Valderrama i 1997 med 4&2, men da den nu 52 år gamle italiener ved årtusindeskiftet etablerede sig på European Seniors Tour, virkede det som om han tog italiensk golf med sig i glemmebogen. Sådan skulle det dog kun være en kort stund.

Gennembruddet i Milano
Første gang jeg mødte Edoardo Molinari, spiste vi sammen på en restaurant i Milano en lørdag aften i 2006, men ved den lejlighed gjort han ikke meget væsen af sig, men nøjedes med at smile stille til de morsomme og livlige kommentarer fra Peter Hedblom og Anders Hansen, der var de andre personer ved bordet.  Året før havde italieneren, som den første europæer i 95 år, vundet US Amateur. Det betød, at den 24-årige italiener efterfølgende havde spillet de to første runder af Masters 2006 med Tiger Woods, og denne uge havde Edoardo fået et wild card til Telecom Italian Open. Selvom han ikke havde klaret cuttet og stadig havde amatørstatus, var han allerede blevet taget under vingerne af et schweizisk managementfirma og dets spillere. Der herskede ingen tvivl om, at der i denne beskedne gut, var tale om en kommende storspiller, og senere på året skulle han spille US Open, endnu en gang i selskab med Woods i de to første runder.

Dagen efter sad Edoardo og jeg ved klubhuset på Castello di Tolcinasco G & CC og ventede på at hans lillebror, Francesco, skulle ud i søndagens førerbold. Uden at vide hvor relevant det interview skulle blive senere på dagen, talte vi om hans egen og broderens foreløbige karriere og deres ambitioner. Seks timer senere hævede Francesco Molinari turneringens trofæ som den første italiener siden Massimo Mannelli i 1980. Et blæseorkester fra militæret spillede en lang march før præmieoverrækkelsen hvorefter italienerne jublede – og græd derefter af glæde.

Den rigtige timing
I 2005, to uger før Edoardos sejr i USA, havde 34-årige Emanuele Canonica godt nok vundet Johnnie Walker Championship – og var dermed den tredje italienske vinder på touren i nyere tid efter Rocca og Massimo Scarpa – men den sejr var druknet i landsmandens US Amateur triumf, og nu havde lillebroderen endda vundet på italiensk jord. To brødre, der i en ung alder triumferede, solgte væsentlig bedre i golfverden end en aldrende spillers første sejr på Europatouren i 14 år.

Mens de italienske golfmedier havde vist stor glæde over Canonicas sejr, havde den lille langt slående spiller fra Torino ikke den samme appeal som en ung, høj, veltrænet og køn spiller, der har gjort noget ingen anden europæer har præsteret i næsten hundrede år.
”De sejre påvirkede italienerne forskelligt”, forklarer Edoardo da han ser tilbage i tiden. ”Canonica havde været på touren i lang tid og alle havde gået og ventet på han skulle vinde. Da han så vandt, var det uheldigvis to uger før jeg vandt i USA, og det satte hans sejr i skyggen. Det var skuffende for ham, for der er ikke nogen tvivl om, at hans sejr var vigtigere end min. Det er givetvis sværere og mere prestigefyldt at vinde på Europatouren end at vinde US Amateur, men det var bare uheldig timing.”

Brødrene Molinaris gennembrud kunne til gengæld ikke være skrevet bedre i romanformat end det, der skete da Francesco gik sit livs søndagsrunde og henviste Anders Hansen til en andenplads i Milano for andet år i træk.

”Min brors sejr var også speciel, set med italienske øjne. Han vandt Italiens eget åbne mesterskab og var kun 23 år gammel. Der var ikke så mange på det tidspunkt, der havde vundet på touren i så tidligt en alder, og det betød også, at flere unge italienere begyndte at spille golf.”

Med golf som en marginalsport i Italien, vidste brødrenes far Paolo Molinari, at der skulle noget ekstra til, hvis de skulle udnytte deres talenter.

”Det Italienske Golfforbund hjalp os økonomisk når vi skulle ud at rejse”, fortsætter Edoardo, der allerede som 15-årig vandt English Boys Under 16 i 1996. ”Men det var det. Så i 2003 begyndte min bror og jeg at tage til USA og træne med Denis Pugh, der også trænede Colin Montgomerie, og det er naturligvis noget vi selv har måttet betale. Det er også derfor vi begge er så stolte over hvad vi har opnået, for vi har gjort det på egen hånd og med hjælp fra vores familie. Vi er taknemmelige for at Forbundet gav os mulighed for at spille så meget i udlandet, men vi har selv gjort forskellen.”

De bedste brødre i verden
Mens Francesco var blevet professionel i 2005, ventede Edoardo til 2007, hvor han vandt to gange på Challengetouren uden at avancere til Europatouren.  Efter et stille 2008 satte brødrene så Italien på golflandkortet igen i 2009 da de vandt World Cup til Italien for første gang nogensinde. Samme år leverede Francesco en 13.-plads i British Open og en 10.-plads i USPGA Championship og sluttede sæsonen som nummer 38 på verdensranglisten.
Edoardo vandt Challengetourens Order of Merit blandt, andet via tre sejre samt syv andre top 10-placeringer, og han snuppede også titlen i den japanske Dunlop Phoenix Tournament.  Som nybagt spiller på Europatouren i 2010, sluttede Edoardo endda sidste år af med en fjerdeplads i South Africa Open Championship og endte 2009 som nummer 48 på verdensranglisten, efter at være startet året som nummer 653.

Dermed havde den nu 29-årige Edoardo og 28-årige Francesco kvalificeret sig til Masters som det første brødrepar siden japanske Jumbo og Joe Ozaki i 2000. I år bliver dog ikke den første gang italienerne er sammen på Augusta National, for Francesco var caddie for Edoardo da han spillede turneringen første gang i 2006, men brødrene Molinari var ikke de eneste italienere, der imponerede sidste år.

Matteo yngst og bedst
Matteo Manassero var kun godt 12 år gammel da Italien gik amok over Molinaribrødrene, og mens deres succes har været med til at motivere teenageren fra Verona, der ligesom de to brødre fra Torino, har prydet den azurblå landsholdspolo, har Manassero primært set op til legender som Seve Ballesteros og Tom Watson, som han senere skulle få et meget specielt forhold til.

Manassero skulle da også sørge for, at Molinaribrødrene ikke skulle stå alene for at skrive golfhistorie i 2009. I en alder af blot 16 år og 61 dage vandt han British Amateur Championship, som den yngste nogensinde, og kvalificerede sig derefter til British Open. Et mesterskab hvori han spillede sammen med Watson og Sergio García de to første runder og sluttede turneringen på en imponerende 13.-plads, godt nok til at vinde the Opens sølvmedalje – prisen for at slutte som bedste amatør.

Manassero skrev endnu et stykke golfhistorie den 30. december 2009 ved at blive den første italiener, der indtog førstepladsen på amatørernes verdensrangliste, og det er en placering han fortsat holder.

I selskab med Molinaribrødrene påmindede Manassero i februar i år atter golfverden om italiensk golfs storform, da teenageren sluttede Dubai Desert Classic på 31.-pladsen som bedste amatør, et slag efter Francesco og otte slag bag Edoardo.

På trods af et stramt rejseprogram, der blandt andet også tog Manassero til København da IOC optog golfsporten på det olympiske program, formår han også at passe sin skole.
”Mine forældre vil have at jeg gør min skole færdig, og det regner jeg også med at gøre, men jeg skal ikke på universitetet”, sagde Manassero sidste år i juli måned. ”Når jeg er færdig med skolen, vil jeg blive professionel.”

Det unge talent har dog ikke haft mere travlt med at turne pro end at han har skudt skiftet til starten af Italian Open den 6. maj i år. Dermed kan han også udnytte den invitation han, som vinder af British Amateur, har modtaget til Masters i år.

Direkte link

It’s all about points and placements these weeks. Elimination versus success. Literally. Some guys fight to stay alive in the FedExCup Playoffs while others fight for at ticket to the Ryder Cup. Some even fight for both.

With Tiger shooting 65 in the first round of Barclay’s, the debate about his place in the US Ryder Cup team re-enters. Forget about the 74 on Friday – the debate is on. You could ask yourself, that if Tiger is on his way back to his old self, is that a good thing for the US team or the European team? So far, he has done little over the years to contribute to the US triumphs in Ryder Cup.

And how about that strong European Ryder Cup team? It looks like Monty is in a bit of a pickle when some of his key players abandon his as they rather want to secure a spot in the PGA Playoffs than on the European Ryder Cup team. We are looking forward to see how the Scot solves that one on Sunday.

In the US Phil Mickelson still fails to grab that chance for a number one spot in the world. Actually, he hasn’t been playing like a potential #1 since he has had the chance. And Tiger hasn’t deserved the top spot in almost a year now. Maybe that world ranking is a bit off? That’s another debate.

Fact is that on Sunday the LPGA can produce the fourth player to take the number one-spot in the world in as many weeks this. Talking about a close point system. Also, Wie can win her second title on tour – if she can keep herself from a DQ in the last two rounds.

It’s great stuff.

Direkte link

What’s so strange about Bernhard Langer taking a spot on the European Ryder Cup Team? The fact that he’s won four times on the Seniors Tour so far this year? The fact that he wins Senior British at Carnoustie, travels through eight time zones right after and wins the US Senior Open? Or simply the fact that he’s 53 years old?

Langer has not played Ryder Cup since 2002 and he’s latest victory came the same year when he shared the Volvo Masters title with Colin Montgomerie. So what? He won the World Golf Championships with Marcel Siem in 2006, and he’s in a better shape now than he was at that time. Dealing blows on the Champion’s Tour these days is quite a feat. “Those guys are good!” Langer leads the money list before Fred Couples – you know that ol’ fellow that cane in six in the Masters this year, after being in contention on Sunday. How about Tom Watson, who was in sudden death in the 2009 Open Championship? Even Corey Pavin has been close to winning this year on the “Real Tour”.

Some people say the courses are that much longer now for a player like Langer. Come again? Langer had an average driving distance of 287.6 at the US Senior Open. Justin Rose – a two-time winner so far on the PGA Tour this year – has an average driving distance of 287.0. This week’s Wyndham Championship, hosted on an old Donald Ross course Sedgefield Country Club, goes 7,130 yards. Sahalee Country Club measured 6,900 yards for the US Seniors Open, and Torrey Pines North course was 6.874 in this year’s Farmers Insurance Open on The PGA Tour. Neither of these courses are close to the Twenty Ten Course with its 7.500 yards from the par 71 back tee.

The logic of the golf world is not entirely logic these days where everybody talks about Tiger every week as if he still is the best player in the world.

Langer will do great if he is to be picked, and he could even be a decisive factor of experience on a team that’s strong but young and inexperienced.

Direkte link

A few numbers from the USPGA Championship:

Five players have two top-10 finishes in the first three major championships in 2010:

Phil Mickelson 1 – Masters, T4 – U.S. Open

Tiger Woods T4 – Masters, T4 – U.S. Open

Lee Westwood 2 – Masters, 2 – British Open

Nick Watney 7 – Masters, T7 – British Open

Martin Kaymer T8 – U.S. Open, T7 – British Open

 

How did the 2010 major champions fare at the 2004 PGA Championship at Whistling Straits?

Masters Phil Mickelson T6

U.S. Open Graeme McDowell MC

British Open Louis Oosthuizen DNP

 

Three PGA TOUR rookies will participate at the 2010 PGA Championship: Rory McIlroy,

Rickie Fowler and Derek Lamely. McIlroy finished T3 last year at Hazeltine National GC in his

PGA Championship debut. This year’s PGA Championship will be the first for both Fowler and

Lamely.

 

Vijay Singh, who won his third and last major at the 2004 PGA Championship at Whistling Straits,

will compete in his TOUR-best 66th consecutive major this week. The last major Singh missed was

the 1994 U.S. Open at Oakmont GC. Mike Weir is second behind Singh as he competes this week

in his 47th consecutive major, dating back to the 1999 U.S. Open.

Direkte link

This evening I was reading an article about Tigers chances on the Ryder Cup team by golf reporter Chane Beacon. He wrote: “You can't help but look at the difference in talent between these two squads. Without Woods, this team could boast just three major winners, and only one multiple major winner in Phil Mickelson. We could be talking about a fourball team of Jeff Overton and Matt Kuchar, hardly the types of names that are going to ring fear in the always perked-up ears of Colin Montgomerie.”

I have to ask Beacon: At what time this year has it helped Tiger Woods that he has won 14 majors? Did it help him during the Masters, US Open, The Open or any other tournament he has played this year? The man can’t break 70 on Akron where he used to be king, and you think he will make the US Ryder Cup team stronger? When does American golf reporters wake up and realize Tiger is not even close to being an average golfer right now? How stupid do you get to be? Have you lost your mind?

The US team won the last Ryder Cup because Tiger wasn’t playing. Pure and simple. Azinger was also the best of the captains, but he could think freely, because he did not have to consider special treatment to Woods – the player who can’t be part of a team!!!

Americans have always wondered how Europe could win Ryder Cup as the underdog. Well, you won it last time in 2008 by playing as a team. That’s the secret. But, you will not be a team if Tiger is in the squad. You will be 11 guys and Tiger – and you will loose! Wake Up!!!

Why do you think Colin Montgomerie is in favor of Tiger playing at Celtic Manor? Americans has never agreed with Mrs. Doubtfire, but now he’s right??? Monty wants Woods in Wales because it will mess up an American team.

Beacon, believe me, a team of Overton and Kuchar is a lot scarier than any team with Tiger on it – at least right now! And what’s so bad about that Overton and Kuchar pairing, anyway? The pairing of Woods and Phil Mickelson lost twice in 2004! Get over it! Think straight! Even Frank Nobilo, an analyzer on The Golf Channel says “It would be good for Tiger if he played Ryder Cup.”

If the US goes with Tiger on the Team for the Ryder Cup, I can only think the same thing I thought when Bush won the presidency for the second time in a row: “You want him, you got him!”

And thank you!

Direkte link

It took Golf Digest’s Ron Whitten 11 hours and two mornings in May to count all the bunkers at Whistling Straits’ Straits Course, the venue for next week’s USPGA Championship. It was a walk on 22.3 miles and together with caddie Bob Palm Whitten counted 967 bunkers on the Pete Dye designed course along the Lake Michigan shore near Sheboygan, Wisconsin.

The eighth hole has the most bunkers with 102 sand traps, while the 18th has 96. The 12th and 14th has the fewest with 18 each. Along with measuring 7,288 yards from the longest tees, The Straits have the most bunkers on any course in the world. The biggest bunker? It’s 300 yards long and is located on the par-5 fifth.

To the players at this year’s last major: Keep it long and keep it straight, guys!

Direkte link

When I was about to choose the possible winners for this years US Open for a preview article in a golf magazine, I went for Phil Mickelson and Lee Westwood as the 'Prime Suspects' with Ernie Els on the side line. I even had Davis Love III in the mix for the title. My NO WAY-spot went to Tiger Woods, and then I picked Rory McIlroy as the joker of the field.

A couple of weeks before that, I commented the Celtic Manor Wales Open at the 2010 Course for TV and had front row tickets for one of the coolest rounds of golf played so far at the European Tour this season. Graeme McDowell's 63 on the upcoming Ryder Cup course just blew the rest of the field back to the stone age, and the 30-year-old native of Northern Ireland took the title with a three shot victory after starting the day eight shots behind.

I thought about this before I handed in my preview, and told my self: "Put Graeme in the mix as well. He's an evil birdie machine these days. He came in fourth the week before winning in Wales, and he went to Pebble Beach early to prepare", I told myself. "Nah, it's Pebble Beach - a way too different kind of game. But I think he will do well" but Mickelson gotta take this one", I answered back, and mailed the prophecy to my editor leaving out McDowell. Same evening the paper went to the press. Done deal.

The next morning at breakfast, I felt wrong. Told my fiancee that I had left out McDowell, she shook her head. Bad call, she signaled casually while pouring up some milk for our son. Thank you. Make my week, why don't you? "Just because he gave you a smile at the driving range in Dubai this winter, doesn't make him major winner potential", I thought. "I'm SO right", I thought, knowing I could be SO wrong.

The shock of Mickelson making 75 in the first round made me forget that McDowell shot 71, and when Lefty posted his 66 in the second round, I didn't even notice Graeme's 68. The problem began at the end of third round. More or less comatose from a nine hour time difference between Carmel County, California and my couch north of Copenhagen, Denmark I watched the scoreboard on Saturday lifting the European to a second place. "You putz", i mumbled to myself while still holding on to my huge Starbucks coffee mug with three hour old cold coffee in it. "He's gonna do it. He's gonna win again."

Even more fatigued for the final round, I saw Mickelson birdie the first hole, and then I watched McDowell get right into first row contention when Dustin Johnson lost six shots from the second to the fourth hole. With Els and Mickelson still in the mix I told myself I was on the right track - I even had Love III up there making people talk. Who - besides me, would have thought of that one, huh? Tiger never made me nervous, but slowly, as McDowell holed putts from all sides and even Gregory Havret climbed into second while Phil and Ernie lost momentum, I had to see the writing on the wall.

I let go of the mug, turned off the TV and crawled into the sheets, way to tired to beat up my self. All I could think was, "Sorry, Graeme. It won't happen next time." Then I remembered that I'm European, and as so, I fell asleep quite proud. After all.

Direkte link

After listening to the things he said on Friday’s press conference after shooting 71 and finishing the day at 4 over par, I think it’s a reasonable question. So does Gene Wojciechowski, who wrote a clear cut comment about the fact that Woods still thinks he has a great chance of winning this year’s US Open. I happen to agree with every word Wojciechowski writes.

At the same time, it’s a little late that journalist’s start criticizing Woods persona and question the quality of his game. Tiger’s game has been off before, without anyone daring to bring up the issue for real. His personality? Well, Tiger has not changed. He has always been like he is – it’s just that only few people wanted to see it. If they spoke, they were told to shut up. I know. I was one of those who were told to keep my mouth shut. Now, he’s open season, and it’s legal to attack the play and personality of “The Tige”, as he calls himself.

Another thing that has become legal is to give credit to, say, Phil Mickelson. Reporters could never really go behind him when Tiger was reigning. You were either with Tiger or against him, and giving Mickelson credit for being a world class player, was the same as being against Tiger. That was not good. For a long time Tiger was able to scare the hell out of Mickelson. Only a blind man could not see how Tiger behaved when paired with Mickelson in Ryder Cup. Woods froze out Phil on every tee as they played together, and of course Mickelson would mess up (probably the highlight of that Ryder Cup for Tiger Woods).
 
That all ended last year, way before Tiger sidetracked himself.  Phil Mickelson has been the best player in the world in quite some time and way before Tiger broke a fire hydrant. Phil’s game has always been great, and his talent is far bigger than the abilities that Tiger had to work so hard for. But that’s another story.

The thing is that Mickelson shot 66 in the second round in a way that made you think that he can’t loose this tournament. However, knowing Phil, you can never be sure, and that’s ok, ‘caurse you know the guy has class – just look at how he treats his wife and everyone from the waiter in the pro-area buffet to the sighnboy out on course.

Direkte link

SORRY,  THIS ARTICLE IS IN DANISH!

Ved et tilfælde støtte jeg på John Montague da jeg var ved at lave research til en anden artikel, og jeg blev så nysgærrig, at jeg begyndte at spørge mig omkring hos forskellige kollegaer i USA for at få mere at vide om denne mystiske mand.

Der findes en del om John Montague på Internettet, men som så meget andet man finder dér, er oplysningerne for det meste ikke helt korrekte, og de fleste tal divergerer fra side til side.

Det, jeg fik at vide om ham, var ganske enkelt utroligt, og havde jeg ikke fået så meget af min information fra så troværdige kilder som jeg gjorde - og havde jeg ikke fået de fleste ting bekræftet - havde jeg aldrig troet på den beretning, som jeg har gengivet herunder i meget kort form. Denne artikel, som blev offentliggjort i GOLFbladet i maj, kunne sagtens have været tre gange så lang, men denne "pakkede" version er jeg nu ganske godt tilfreds med.

Jeg håber denne utrolige historie bekommer dig vel.
____________________________________________________________________________________

Den Mystiske Montague – ”Verdens bedste golfspiller”?

Af Espen Uldal

Kan det tænkes at en af de bedste golfspillere i verden nogensinde, var en mand, der gjorde alt for ikke at blive opdaget? Den sande historie om John Montague er beretningen om en af de mest særprægede skæbner i amerikansk historie og golf.

Dem, der havde set ham spille, sagde han kunne slå mindst 45 meter længere end Bobby Jones, og alle slag op til godt 180 meter fra green kunne han lægge inden for tre meter af hullet. Han havde sat banerekord på Palm Springs Course fire dage i træk, og havde et gennemsnit på 4-under 68 slag over en periode på to år på Lakeside Golf Club i Los Angeles. Han var også den eneste mand, der nogensinde havde nået green på Lakesides 503 meter lange par 5-hul 18. i to slag. For slet ikke at tale om dengang han vandt et væddemål ved at drive green på et 224 meter langt hul – med sin putter.
George Von Elm hævdede, at John Montague var ”verdens bedste golfspiller”, og Elm vidste hvad han talte om, for han havde tidligere vundet US Amateur og US Open. Grantland Rice skrev engang, at vinderen af US Amateur i 1936, var ikke den rigtige amatørmester, for Montague havde ikke spillet med i turneringen. Rice vidste også godt hvad han skrev om, for han var en af USA's bedste golfskribenter.
Så hvorfor spillede John Montague ikke med i turneringer?
Hvorfor var han så hemmelighedsfuld?
Hvorfor nægtede han altid at blive fotograferet?
Er det sandt, at han engang hev et fotografiapparat ud af hånden på en fotograf og ødelagde filmen, hvorefter han tilbød fotografen $100 som kompensation?
På den amerikanske Vestkyst var Montague anset for at være en ”Remittance Man” – en mand, der levede af at rige familiemedlemmer øst på sendte ham nogle fede checks med jævne mellemrum. Hans vennekreds bestod af store profiler fra underholdningsbranchen som komikerne Oliver Hardy (Gokke fra Gøg & Gokke) og Guy Kibbee samt crooneren Bing Crosby og andre store navne som Douglas Fairbanks, Howard Hughes, Humphrey Bogard og datidens Tarzan – Johnny Weissmuller. Dette var folk, der var forundret over hans evner som golfspiller, og nød Montagues selskab. Han flyttede endda ind hos Hardy, der vejede tæt på 160 kilo, men som Montague kunne løfte med én arm. Montague kunne rigtig mange ting, og fik konstant sine venner i golfkredse til at dåne.

Den utrolige duel
Det var også en særpræget match mod Crosby, der gjorde Montague rigtig berømt, og førte til at hans fantastiske historie endelig blev kortlagt. En episode, der mere end 60 år senere skulle blive brugt i filmen Tin Cup med Kevin Costner. Efter en runde golf hvor Montague havde slået Crosby og to andre spillere overbevisende, klagede Crosby over sit spil og insinuerede, at det var uheld, som havde gjort, at han ikke havde vundet. Montague vædede derpå $5 med Cosby om, at han kunne slå sangeren på et hul ved blot at bruge et baseballbat, en rive og en skovl. Historien har med tiden udviklet sig til at skulle foregå over 18 huller, men de to spillede kun på par 4-hullet første på Lakeside. Montague slog bolden 280 meter med sit bat og landede i bunkeren til venstre for green, mens Crosby, der brugte sine normale køller, slog et 6-jern ind 10 meter fra pinden i sit andet slag. Med en par ville Crosby have vundet væddemålet, tænkte han, men så slog Montague et fantastisk slag ud af bunkeren med sin skovl og landede bolden tættere på hullet en Crosby, der spillede fra handikap 3. Crosbys birdieforsøg sluttede en meter forbi hullet, men Montague gav Crosby puttet for par.
Derefter brugte Montague sin rive til at hole sit første putt og vinde hullet med en birdie. En fortælling beretter, at Montague brugte riven som en billardkø, mens en anden historie beretter, at han vendte bunden i vejret på riven og slog bolden i med håndtaget. Crosby, der på dette tidspunkt havde set Montague gøre mange utrolige ting på en golfbane, returnerede til klubhuset som en slagen mand, og berettede, at nu havde han set dette med!

Puttet for 61, der endte i skoven
Det var denne historie og mange andre, der en dag nåede til Rice, der til daglig skrev og bevægede sig blandt golfsportens bedste spillere. Selvom Rice boede i New York, var han medlem af Lakeside Golf Club i Los Angeles lige som alle andre, der var noget ved musikken.  Og det var Rice. Hans klumme blev trykt i over 100 aviser i USA og han ejede bladet ”American Golfer”. En af hans bedste venner var Bobby Jones, og han skrev instruktionsartikler som hele landet fulgte.
Rice tog under et ophold i Los Angeles imod en invitation til at spille med en gruppe på Riviera Country Club, og en af spillerne ved den lejlighed var Montague. Rice havde udtalt ved en tidligere lejlighed at han troede på cirka 20% af de historier han havde hørt om denne mystiske mand. Fire timer efter han havde mødt Montague og havde spillet 18 huller med ham, troede han på alt hvad han havde hørt.
Aldrig før, havde han set nogen slå så langt og lige. Montagues putts, chips og bunkerslag var udført til perfektion, og da gruppen stod på 18. hul havde hovedpersonen et kort putt for en 61’er, der ville være ny banerekord på Riviera Country Club. Rice var målløs, men han skulle blive endnu mere måbende. Montague gik nemlig hen til sin bold, og med fuldt overlæg slog han den med stor kraft over green og ind i skoven. Derefter forlod han banen. Da Rice efterfølgende spurgte hvorfor han havde gjort det, svarede Montague, at han ikke ønskede den opmærksomhed det ville medføre at sætte den banerekord.

En appel til Mr. Montague
Men Montague skulle få opmærksomhed. Så meget at hele USA kom til at kende til ham og hans meritter. Rice, der nu havde spillet flere runder med Montague, var nemlig ikke længere i tvivl om, at han havde spillet med verdens bedste golfspiller, skrev han i sin klumme den 18. januar 1935. Han beskrev hvordan Montague i hans selskab havde nedlagt samtlige mesterskabsbaner de havde spillet i Californien, og hvordan denne spiller blot stod tilbage med en niblick (9-jern) i andetslaget på lange par 4-huller, der målte op til 420 meter.
Rice beskrev også den 30-årige Montagues fascinerende fysik. Med sine 1,77 meter og 93 kilo var han bygget som en bryder. Han kunne ikke alene løfte den tunge Hardy som han boede hos, men han havde også løftet en bil og holdt den så længe det tog to mand at skifte et fladt dæk. ”Hans styrke forenet med hans atletiske evner gør ham til en dræber i hvilket som helst amatørmesterskab, både her og i Storbritannien”, skrev Rice.
Andre journalister begyndte nu også at skrive hvad de vidste om Montague, og ganske langsomt begyndte denne mystiske golfspiller, at blive et navn nationen talte om. Hans luksusliv blev beskrevet i TIME, som havde prøvet at tage billeder af ham uden held. Han blev beskrevet som en mand med to hurtige biler, der ofte tog ham ”ud i ørkenen et sted” hvor han efter sigende ejede nogle olie eller guldminer. Mere vidste man dog ikke om ham, og snart var han kendt som ”Mystiske Montague”.
Da Rice havde skrevet, at den spiller, der vandt US Amateur det år (1936) ikke ville være den rigtige vinder, og at Mr. Montague nu burde stille op i en golfturnering og give resten af landets spillere lov til at bedømme hans og deres egen styrke, så alle kunne se hvor god han var. Rice skrev dette i en klumme han kaldte ”En appel til Mr. Montague” og i løbet af 1937 var Rices krav blev nu folkets krav. Selv folk, der ikke interesserede sig for golf, ville nu se denne Mystiske Montague.

Leverne Moore fra Syracuse
I den øvre del af staten New York, på den anden side af USA, havde et par politimænd fulgt sagen om den Mystiske Montague med stor interesse de seneste måneder, og de kunne også godt tænke sig at se denne John Montague. Både Sheriff Percy Egglefield i Essex County og Politiinspektør John Cosart i Oneida County havde én ting til fælles. De var ved at være ret overbevist om, at Montague i virkeligheden var identisk med Laverne Moore fra Syracuse – en fantastisk golfspiller og tidligere baseballspiller for Boston Braves i den amerikanske Minor League, som var eftersøgt for spritsmugling og væbnet røveri begået for syv år siden.
Den 9. juli 1937 arresterede Sheriff Egglefield og to store betjente Montague foran huset hvor han boede, og med et fast håndtryk til Egglefield erkendte Montague, at han var Laverne Moore. Crosby og Hardy udstyrede deres ven med advokaten James Noonan, der tidligere havde fået gangsteren Dutch Schultz frikendt, for at Moore kunne undgå at blive udleveret fra Sacramento til New York. Guvernørens kontor modtog endda små 70 protestbreve fra alle Moores fremtrædende venner, som anmodede om, at anklagerne mod ham i disse ”små sager fra dengang han var dreng” blev droppet. En måned senere gik Moore dog med til at blive stillet for retten i New York.

En fatal morgen
En tidlig morgen, den 5. august i 1930, brød fire maskerede og bevæbnede mænd ind på en kro i byen Jay, ikke langt fra den canadiske grænse. Banden bagbandt stedets amerikansk-japanske ejer, hans kone og deres fire børn. Ejerens svigerfar, Matt Cobb, hørte larm og blandede sig, med det resultat at han blev slået ned med en revolver, og blev fundet slemt tilredt ved en nærliggende flod. Med et udbytte på $800 forsvandt de fire mænd i to biler og kørte i hver sin retning. I en efterfølgende biljagt med politiet, kørte den ene flugtbil galt. Mens føreren af bilen, John Sherry, døde, overlevede spritsmugleren William Martin og fik efterfølgende seks års fængsel. I den havarerede bil fandt politiet dog flere ting, der tilhørte en hvis Laverne Moore. Det drejede sig om et kørekort, en stor taske hvori der lå en del breve adresseret til ham, en masse avisudklip om et baseballhold fra Buffalo og 17 golfkøller. Laverne Moore blev ikke fanget, men det gjorde Roger Norton, som var den fjerde mand, og samtidig også var i familien med konen til den mand hvis kro de havde røvet.
De sidste mennesker, der havde set Moore, var hans mor og to søskende. Det 22-årige golftalent, der også havde spillet sig til en kontrakt med en baseballhold, havde få dage før røveriet i Jay fået en betinget dom for tyveri, og den 6. august om morgenen, pakkede han sine ting for at jage en karriere som golfspiller, fortalte han sin mor. Hun og søskende kom ikke til at se ham igen før til retsagen.

Den utrolige retsag
Sagen mod Mystiske Montague begyndte den 19. oktober 1937 i den lille by Elizabethtown, men ellers var alt andet ved retsagen stort. Alle de store aviser sendte journalister til byen for at følge sagen, der af nogen blev kaldt den største sportsskandale siden baseballskandalen med Black Sox i World Series i 1919.
Moore, der mod en kaution på $25.000 havde været på fri fod op til retsagen, fremstod i aviserne som folkets helt, og hele Hollywood stod bag ham. Han blev kun endnu mere populær da han, kort før sagen begyndte, besøgte North Hampstead Golf Club og lavede fem birdies samt 13 pars for en 65’er. En glimrende runde for en mand, der kun havde spillet fem runder golf det sidste år.
Selve sagen mod Moore kom til at forløbe som en af hans golfrunder, udover den nogen gange også var en farce. Norton (der slap med to års fængsel fordi han ville vidne mod Moore) fortalte, at det var Moore, der havde slået den nu 74-årige Cobb ned så han var blevet døv, men den gamle Cobb selv var ikke sikker, og måtte have sine spørgsmål råbt op så han kunne høre dem. To andre af de overfaldne familiemedlemmer kunne heller ikke identificere Moore med sikkerhed da han var maskeret under røveriet, men de kan huske at en af røverne var blevet kaldt ”Verne”.
Martin, der havde overlevet flugtulykken, forklarede, at Moore slet ikke havde været med, og der var blevet sagt ”Burns” og ikke ”Verne”. Martin kunne dog ikke forklare hvem ”Burns” var, eller hvordan han så ud. Moores mor og hans søskende svor, at han havde ligget og sovet hjemme i Syracuse, næsten 500 kilometer fra kroen i Jay, og at han var stået op tidligt om morgenen den næste dag, sammen med dem.
Nævningene, der kedede sig bravt i den lille by, og derfor festede heftigt, havde set frem til at skulle have autografer fra alle vidnerne fra Hollywood, men Crosby, Hardy og en hel hær af berømtheder, havde i stedet sendt skriftlige forklaringer på, at Moore var en venlig, reel og rolig gentleman, der endda havde taget sig af Hardys pengesager i flere år – og aldrig snydt ham. Da et par mindre stjerner (Pauline Lord og Otto Kruger) dukkede op i retten for at tale den anklagedes sag, faldt jurymedlemmerne nærmest over hinanden for at få deres autograf. Endelig afgav Moore sin egen forklaring, og selvom han til tider virkede hidsig og vred, nægtede han alt med overbevisning.
Juryen frigav Moore, og en rystet dommer Harry Owen bemærkede, at dommen ”ikke var i overensstemmelse med den dom, der burde have været afsagt”, men den frikendte Moore blev bogstavelig talt båret ud af retsbygningen på skuldrene af sine tilhængere.

Det uudforskede talent
I en alder af 34 år var Moore nu en fri mand, og han kunne gøre hvad han ville, inklusiv spille golf mod dem, der ville møde ham. En måned efter retsagen var ovre, stillede Moore op i en historisk velgørenhedsmatch sammen med amatøren Sylvia Annenberg mod baseballspilleren Babe Ruth og Babe Didrikson på Fresh Meadow Country Club i Flushing, Long Island. Der var solgt 2.500 billetter på forhånd, men inden matchen begyndte klokken 10, var tusinder af biler ankommet til Fresh Meadow, og da matchen startede, var der over 12.000 tilskuere til stede. Hoben af tilskuere kunne ikke kontrolleres, og det tog over en time at spille de første tre huller. Nogle steder var fairways mindre en fem meter brede på grund af de mange tilskuere, og på et tidspunkt måtte Moore samle sin bold op efter at have ramt en tilskuer med et drive på over 300 meter. Efter ni huller besluttede man at stoppe matchen, men Moore havde vist eksempler på sine evner.
Som turneringsspiller, fik Moore dog aldrig succes, og han blev aldrig professionel. Han kvalificerede sig til US Open i 1940, men med en første runde i 80 slag og en anden runde i 82 slag, missede han cuttet med ni slag. I private runder kunne han dog stadig imponere med uovertrufne slag, og mens hans navn fortsat havde en værdi, levede Moore af at lave trickshots og spille opvisningsmatcher. Offentligheden fandt aldrig ud af hvor god en golfspiller Den Mystiske Montague egentlig var.
”John Montague har det bedre med den rolige tilværelse i en stille golfklub, hvor han kan imponere en lille kreds af venner med sine slag”, skrev Robert Lewis Taylor i the New Yorker. ”Livet på en professionel tour passer ham ikke.”
Berømmelsen aftog mens vennerne forsvandt, og Den Mystiske Montague døde alene på sit motelværelse i Studio City i 1972. Han blev 68 år og efterlod en bror og to søstre i sin fødeby. En mand troede dog fuldt og fast på, at havde oplevet verdens bedste golfspiller i denne mystiske person med en broget fortid. Tre måneder før sin egen død i 1954 skrev Grantland Rice i en af sine sidste klummer: ”Mange mennesker vil påstå, at Montague, oprindelig en dreng fra Syracuse, var overvurderet. Det er ikke sandt.”
Den Mystiske Montagues krop lå i en uge på et lighus i Los Angeles, før den blev afhentet af en tidligere forretningspartner, Arthur Adams, der ironisk nok var fotograf.

Denne historie er også publiseret i majnummeret af GOLFbladet.

Direkte link

Jack Nicklaus does not agree with Corey Pavin that Tiger Woods would need to qualify to Ryder Cup to get on the team. The Golden Bear stated that Pavin “would need at brain scan” if he left Woods off the squad. However, the world’s current number one does not have the best Ryder Cup stats, and the US did win the last match without Tiger on the team.
Woods has only won one Ryder Cup victory, back in 1999 at Brookline, so it’s maybe understandable that European captain Colin Montgomerie has proclaimed that he would prefer to see Tiger on the team that comes to Celtic Manor.

As a European, I think Tiger should come along to Wales. That way, we will win for sure. If I was an American, I would vote against Tiger on the team. That way the US has a fair chance. Ryder Cup with Tiger on the team has never worked, simply because he is not a team player. And with the recent mayhem about his life, things would not get easier for the American team.

On the other hand, I would to see soon-to-be 61 year old Tom Watson on the team – that would inspire. And in the end that’s what we are talking about: The most inspired team wins.

So let’s have Tiger on the US team!

Direkte link

Hank Haney quits as swing coach for Tiger Woods, and this piece is clipped from Golf.com
 
"Haney, who has coached Woods since 2004, has come under criticism during Woods's recent struggles on the course. NBC commentator Johnny Miller said last week that Woods 'should forget the Hank Haney stuff. It's not working.' His former coach Butch Harmon also weighed in, telling the PGA Tour Network that Woods's ,game is in disarray.'"
 
So the shape of Tiger Woods is now the mistake of Hank Haney?
 
Seems to me that Haney took Woods back on track after a period where Tiger had lost every fairway he saw. Now he's back at that place, but trying to pin it on Haney, is wrong.
 
'In the last two years, Tiger has won 44 percent of his tournaments and finished top three in 61 percent', Haney answered back on the Golf Channel. 'In the two years before I started working with him, he won 24 percent and finished top three in 43 percent.'
 
It's strange how people keep talking about Tiger like nothing has happened, and people close their eyes to the fact, that the bad shape of Tiger is due to the fact that he no longer feels untouchable. He can't flip people the bird any more through a smile or a comment; he has to behave like everybody else. And Tiger don't feel well under those conditions. He's real ‘Me’ is out in the open, and now the mystique around him is gone. And so is his dominance. Not even the sunglasses can change that.
 
I'm not saying Tiger won’t win again and start playing well. He will, but not like before. We will see him play fantastic in periods, but he won't rule like he used to. Not as dominant.
 
Part of Tigers force on the course - a big part of it - came from being able to live his secret life, and be somewhat of a spoiled brat in the golf world.
 
Everybody else has played lesser, because they were forced to adapt to Tiger and his will. Now it's the other way around. And then not. All Tiger has to do now, is act decent. Sadly for him and his fans, that demand makes him a lesser player.

Hank Haney has not messed up Tiger swing, but the call for ordinary and good ol’ fashion decency has.

Direkte link

A record breaking 62 by Rory McIlroy blasted Phil Mickelson back to second for the title in Quail Hollow Championship. A weekend in 16-under-par gave the young irish rookie the title in one of the most fantastic ways ever seen on the PGA tour.

Now, Mickelson finished second at 11-under-par and four shots behind the young European at 15-under. Both thrilled the spectators with birdies on the last hole, and classy play to the end.

While McIlroy had to make eagle on Friday to make the cut, Mickelson started out with fever on Thursday and did not play his best on Sunday.

Never the less, Phil shot 68 this day with what you could call his B-game! But did he start blabbering about that to the press? No. Why should he and why would he? He lost to a 62 and a better player on the day, and he knows it - and accept it.

Friday Tiger said: "Now I get to watch on TV how it's done", talking about how to play the Quail Hollow course this year. Well, if Tiger watched the final round he could also see how not to win - with dignity! and give the press a class A interview afterwards. Most of the interview after fourth round Mickelson praised McIlroy, and he admitted he thought 11-under would win. It would have been enough, if not for a 20-year old kid being the youngest winner on the PGA Tour - since Tiger. It was a thrilling victory, a sterling performance and a classy fight. 

This Sunday was yet another display of what golf is all about. Did you get it, Tiger? 

 

Direkte link

So, this week it’s time for another mano-a-mano between Tiger Woods and Phil Mickelson, who, in some eyes, might be the best player in the world right now.

Mickelson ended last year as the most dominant of the two players. “Mick The Stick” has won the last three tournaments  they’ve both played in. Last year Mickelson won Tour Championship and HSBC Champions and last month he took the Masters, in case you missed that fact. Woods had a chance to win them all on the Sunday but failed to do so, even though he was in great shape.

Now, before this week’s Quail Hollow Championship, Mickelson is on fire. We don’t know about Woods, but he will have to step up his game, because it seems Lefty won’t pass out any gifts. And what about the spectators? They won’t act like at the Masters, but will they leave Tiger alone?

It’s going to be a thrilling week.

Direkte link

Count Jim Furyk as another guy who thought Phil Mickelson was crazy to try that 6-iron out of the pine straw at the 13th hole on the final round of the Masters. After his win at Harbour Town, Furyk, who missed the cut at the Masters, told reporters that he watched Mickelson win on television with his wife, Tabitha.

"We watched the first half at a restaurant, and then we went back to the hotel, and picked it up on the back nine. And I watched in our room before Sunday, before we went to dinner. We're friends with a lot of those guys, but, you know, kind of had an interest in Phil. And it was nice to see Amy out there. We sat and watched television. I mumbled a few words when he was hitting out of pine needles on 13, but it worked out well."

It sure did...

Direkte link

Lee Westwood has played three rounds in the 60’s on Augusta this week. On that account he’s unique in this years the Masters. Chances are he might be the winner as well, if he can break 70 on last time on Sunday.

Westwood has been Europe’s best player in the last year, and together with Steve Stricker the most remarkable players in the world the last six months. However, While Stricker has faded, Westwood has continued to blossom. This week he has taken charge in Georgia, driving, pitching, recovering and putting like a winner. Not to be shaken. Class in a glass!

If anyone can change that, it must be his partner in the final round two ball, Phil Mickelson.

With back to back eagles followed by a birdie (inches from being the third eagle in a row), the left hander passed the Brit for a short while on the Saturday back nine, but Westwood kept a cool head and kept his lead too, with a 68 for 12-under-par.

Mickelson ended at 11-under-par with a 67, showing off with a vintage flop shot on 18 for at tap-in par - and a warning to everyone, saying. “My game is up for it!”

So what’s to expect? The perfect finale two ball with two great personalities who can give people what they want; quality play and great fun. Mickelson is three shots clear of Woods and Choi after 54 holes, and Westwood is one shot better.

If both Westwood and Mickelson keep their three day average, no one will ever come close this Sunday.

But, hey! It’s golf. It’s even the Masters, so who knows.

Direkte link

Phil Mickelson could not have chosen a better time to produce his best golf of the year so far. The lefthander has been criticized for not taking advantage of Tigers absence, but in reality, right now is what counts.

Mickelson could have won twice this year by now, and people would have said: “This does not count – Tiger is not around.” This argument was used most of 2008, and it’s the dumbest argument in the world. Fact is Mickelson have won every year – once or twice before the Masters – since 1999, and he is the only player since 1988 to have won both the Masters and the week before.

Mickelsons play at the Masters this week is what it’s all about: Producing the goods in a field with Tiger in it. The world wants to see Mickelson take center stage? Well, he’s doing it.

Why not before?

The South Paw from San Diego has had his own share of marital problems – nothing as fancy as a nice juicy sex scandal, but something a boring as a wife (and a mother) with cancer. While Tiger has been coping with mistresses, Phil has been standing by his wife and taking somewhat care of three children. Now his wife is back and recovering, and Lefty can turn more of his attention to golf. It shows in his game right away. Victories or no victories, Phil’s ahead in my book.

But Mickelson is not the only one stepping up for golf this week at Magnolia Lane. Lee Westwood is showing the world what this game is about. The Brit has been playing well all year and he continues with Tiger in the field.

However, Mickelson is the man stealing the moment. Last year he beat Tiger several times, including at Augusta, and yesterday he did it again. Tiger produced three birdies in a row from 13 to 15, and that’s great. Mickelson produced eagle, eagle, birdie on the same three holes. Masters history, right there.

It’s not like Tiger isn’t playing well. High on attention, he broke 70 for the first time ever in the first round of a Masters tournament and he’s third going in to the last round, trailing Westwood by four shots and Mickelson by three.

However the quality of play coming from the field is rejuvenating and they are showing the masses what golf is all about: It’s about the game and how it’s played.

The majority of players in the world have had too much respect for Tiger on the course, and this factor, has made them lesser players than they are in reality. Mickelson stopped feeling like that last year, and it appears he has saved his best play this year for the time when Tiger is back in the field.

However, nothing is won or lost yet, in this year’s Masters Tournament, and that’s how it should be. May the best player win. Really! No more lame conclusions on why Tiger didn’t win – if he doesn’t get number 15 this week. Let’s focus on why the tournament was won, and the quality of play. Let’s focus on the game of golf.

It’s Sunday, and soon it’s showtime.

Direkte link

Two shots clear of Kevin Na, and with four holes left to play this monday, Ernie look good on Bay Hill. It will be his second victory in a row. More importantly – his victory at Doral in WGC-CA Championship was his first win since ’08.
 
Now, Els have not won the Arnold Palmer Invitational yet, but how nice it would be to have him going in to the Masters on a high note. It would be a great thing for the tournament and a great thing for golf. The sport needs a story that circles around the rivalry on course. With Els in chape, we just need Phil Mickelson to live up to that 58 he shot a couple of weeks ago. You can even throw Tiger in there if you want to – but it would be nice to have a team of serious contenders. It’s been a while.
 
I’m not talking about Tigers absence as the reason for this, because it has been like that in a long time, but I’m talking about the times of the ”Big Four”. Remember when Woods, Mickelson, Els and Goosen ruled the world? That’s what golf is all about.
 
Steve Stricker is playing solid golf and his merits speaks for themselves but he is not in the top ranking when it comes to the stamina factor. With Tiger in a mess and out of shape and while Mickelson is not tuned in, the world’s top three is hardly a on-course-firecracker right now.
 
Sadly, the Tiger story is big talk right now, but it only reminds people of the sad things about the game and moves the focus over to other topics that we already has enough room in the world as it is.
 
More than ever, golf needs to get the focus back on the game. Not the game played by managers, consultants, scorned attention seekers and the press, but the game played on the course. The game of golf.
 
On Sunday afternoon - after the Tour Championship last year – the 2010 season looked to become fantastic: Mickelson had stepped up and ended ’09 as the best playing golfer in the world, and a genuine attack on the number one spot i the world looked plausible in 2010. Quite different things happened. Mickelson chose to prioritize his family, while Tiger was displayed for not prioritizing his. In stead, golf has been dragged through a vacuum of reality show behaviour not suitable in any public settings.
 
In that period, no one has filled the gab – mostly because the press has not been looking. With Els winning at Bay Hill the golf sport will have to focus on the game again.
 
The comeback of Els is what it’s all about, because it’s all about golf. It’s about one of the best swing in game, and it’s about quality in Man. And that’s what golf is all about.
 
In a time where the perception of what the qualities of a role model should consist of, the Big Easy supplies the answer.

Direkte link

OK – I was wrong. Tiger will play the Masters. I was wrong, because I thought that if Tiger would play the first major of the year, he would deal with a lot of other things before coming back.

However, it is obvious that both Tiger and his entourage, is living in another world. This party lives in a reality where they want to keep Woods in a “controlled environment”. First that environment was a press conference for friends and non-askers but no press. The next controlled environment will be Augusta National. A place where the press corps is limited to the golf press and spectators have so much respect for the game, that they will not create a “hostile environment”. That’s almost as good as if Tiger himself had passed out the tickets and the press accreditations. It goes without saying that Woods does not play this tournament because he’s ready, but because he think it’s the easy way to return. Smart thinking for now, but what about the next tournament he plays in?

The Tiger tactic is a blend of primitive manipulation and Stone Age thinking. Sadly it works on most of the golf press that has supported him all the time, without having the guts and the brains to realize what this athlete is doing. Tiger is not that different outside the course as he is inside. Outside the ropes he hang around people he can manipulate, such as strippers, waitresses and wannabees who just wants attention or a little piece of the fame they can get. He also keeps the façade with people like the legends and other good-to-know-people who thinks the world of their polite paragon. Such a facade does numerous of slick guys and sociopaths keep up every day. So did – to go to the extreme – even Ted Bundy.

You only have to see a few minutes of his “press conference” to realize how canny and manipulative Woods is, and you only have to watch him play golf for en few rounds to see the real Tiger. The real Woods troughs his clubs (even though its frowned upon in golf), he spits constantly on course (even though its frowned upon in golf), he swears out loud (even though its frowned upon in golf), his caddie behaves like a bully on and off course without being reprimanded for real. He can’t play Ryder Cup unless the whole setup is suited to please him (and even then it’s hard for him to perform), and he even ignores his playing partner if the pairing doesn’t please him. He can only play with his own ball, so others will have to get used to it. No wonder the US team won the Ryder Cup without Woods on their “side” in ‘08. In tournaments he despise players who has the nerve to steal some of his thunder (like Vijay Singh and Phil Mickelson), and he’s often way to petty to acknowledge other players triumphs but likes to focus on his own “bad day”. Do you remember last year at the Masters where he was beaten face to face by Mickelson and got his bud kicked with four shots by Angel Cabrera, and still claimed “I almost won the Masters with my B-game”?

Tiger isn’t humble outside the ropes, and he isn’t humble inside them either. He has been the same guy, working both of the scenes the same way. In the golf world, people have let him be a bully, and it looks like they will keep doing it. Humble is what makes you great. Nicklaus, Palmer and eventually Jones, had and have that gift. Tiger only pretend, and underneath he is laughing it up.

Just listen to his announcement Tuesday: “I feel like I'm ready to start my season at Augusta... I think Augusta is where I need to be, even though it's been a while since I last played... When I finally got into a position to think about competitive golf again, it became apparent to me that the Masters would be the earliest I could play...” Who buys this? What he means is: “I’m a coward and I do as I please, so Masters is the best place for me to hide and still come out in the light. I don’t really care if my presence ruins the tournament – I’m thinking of ME only.”

He also says Tuesday: “I have undergone almost two months of inpatient therapy and I am continuing my treatment. Although I'm returning to competition, I still have a lot of work to do in my personal life”. Therapy for what? Being a selfish a-hole? Being a bad husband and a selfish bully can’t be cured with treatment – but it sounds cute. Tiger’s actions as a husband has nothing to do with his golf game, he claims, so why does he mix his private life with his work? Because he likes to manipulate people by pulling the “I-am-in-therapy-sympathy-card” when it suits him. The press is not allowed to mix his private life and his work – but Tiger is, when he wants some consolation. It’s pathetic.

No therapy can teach Tiger to behave, but he will use it as a perfect alibi for the next long time. The only question is just: When is he going in therapy for his bad and selfish behavior as a golf player? Not for long, I guess. Not ever, probably. Seems like the public and the press took the bait. Everything is back to normal.

The bully is back.

Direkte link

Sure, he's been hitting balls in Isleworth and Charles Howell III thought it looked good, but Woods hasn't played golf competitively in four months and he is trying to rebuild his life after a DEFCON 1 public humiliation.

At the same time, I don't think he dare come back right now (meaning in the next weeks and months). He has to deal with the press - surely, by now somebody must have told him, that he cant just return as nothing has happened. Tiger knows this by now.

Golf is a mental sport, and you need confidence. Tiger is not used to be distracted on course, and he will be distracted when he returns - not a million Steve Williams clones can prevent that from happening. Tiger is not Tiger anymore, and he's not one up on first tee anymore.

Tiger has begun hitting balls, yes. But he has just a bit of brains left, he should target that come back to sometime after the US Open, because what he has to muster when he comes back, is the attempt to produce the greatest come back in sports history.

Someone might say: "Hey, this is Tiger Woods, we're talkin' about!" No. Not anymore. The whole basis for the old the magic of the old Tiger is gone, and a new magic has to be rebuild. That's a hard part, and it takes time. Besides - the competition is not that scared anymore - not that scared.

IF Tiger returns this early, I hope he talks to the press before, or else he better go out there and shoot 59 in the first round. Or else, it's war. Not only from the golf press, but from all the tabloid press and all its gossip entourage.

Direkte link

Tiger spoke Friday, but nothing new has happened. Tiger still thinks he can do what he wants and shortly after his caddie, Steve Williams, was out threatening anyone who would “heckle” Tiger once he returns... Same ol' same ol'.

I have said it before, and will say it again: I do not care if Tiger has cheated on his wife, and this is not about whether Woods should answer questions to the press. This is about Tiger being Tiger. Pure and simple. That he cheats on his wife is just one small detail in the big picture of Tiger being a selfish person as a whole.

There is nothing new in Tigers behavior of late – only this time he has done it outside the golf course. But while the (American) golf press is too afraid of criticizing the world’s number one, the tabloid press is not. In the golf world Tiger has never done anything wrong – not even when he was spitting, cursing and throwing clubs on course. That’s pretty much the same as his only child upbringing with Earl and Kultilda: Tiger - Just do it!

Nothing good came out of that rehearsed speech that Tiger acted off Friday on TPC Sawgrass, oh, at the same time as his so-called colleges was working all the way over in Arizona. Tiger wants forgiveness, but he wants it in his way and on his terms: without answering any questions, without showing remorse (did you think that goofy look he gave was because he was sorry or because he was embarrassed he had been caught?)

Does he have to answer questions to the press? Let me put it this way, does he think he can avoid it? Hugh Grand had to. Kobe Bryant had to, and so did Bill Clinton, David Beckham and John Edwards. But Tiger do not? In what world? Not the one where he’s the best with a golf ball, and that won’t change.

However, the most important thing – golf wise – is if Tiger can eat that humble pie he talked about, because he has not even taken a bite of it yet.

This is not about Tiger saying sorry for liking middle class attention seeking porn stars, cocktail waitresses and single mothers. This is about a Tiger Woods that don’t know how to play Ryder Cup (because he can’t be part of a team), this is about a Tiger that can’t behave on a golf course (and has dragged the level of bystander behavior to a all time low level), it’s about a Tiger bullying colleagues who says things he does not understand and it’s about Tigers caddie acting and speaking out what his boss thinks. This is about one question: Can Tiger start being the kind of golfer everybody has always said he was, but has never been in reality?

Friday, it looked like none of this will happen soon.

People say they just want him back on the golf course, but I have to say, I would rather do without him if the thing that drives him, is being a self centered heel. Golf will exist long after Tiger Woods, and has existed long before him. He is only a visitor who has just mucked up his place among the greatest players of the game. No matter what Tiger do from now on, he will never be in the same league as Bobby Jones and Jack Nicklaus. And this is not because of his lack of faithfulness, but his total lack of class.

Direkte link

Tiger Woods var den fejlfri golfspiller og familiefar, men hvem er han i virkeligheden? Golfverden har  over et årti fået et dydsmønster at se i Tiger Woods, fordi de ikke har villet se andet, men nu er facaden krakeleret og en ny person er kommet frem i lyset:  Eldrick Tont Woods. Er det en person med samme magiske evner?

De ellers så perfekte slogans, virker ikke længere som de skal, og de er for længst blevet pillet ned, udskiftet eller på anden måde forsøgt slettet fra folks hukommelse. Hvad, der tog reklamebureauer månedlange projekter og kostede højt profilerede firmaer formuer, blev på ganske få dage vendt fra perfekt og træfsikker marketing til ironiske overskrifter i den billige sladderpresse og lige så billige tabloid hjemmesider på internettet.

Dobbelttydige slogans fra Accenture som ”The road to high performance isn't always paved” (Vejen til høj indvinding/store præstationer, er ikke altid givet på forhånd), eller ”Go on. Be a Tiger.” (Kør løs. Vær en Tiger), fik lige pludselig en helt anden mening. Det samme gjorde Nike’s slogan ”Just do it!”, Gillette’s ”The Best a Man Can Get”, Tag Heuer’s “What are you made of?” og “Turning Heads!” fra American Express. For slet ikke at tale om laser øjen kirurg firmaet TLC LASIK, der med store bogstaver spørger deres kunder, ” WHAT COULD YOU AND TIGER WOODS HAVE IN COMMON?” Alle disse, på mange måder indbringende, slogans, begyndte mere eller mindre at gå i opløsning den 23. november, da The National Enquirer bragte en artikel om, at Tiger Woods var sin kone utro, og ved 01:30-tiden den 27. november eksploderer årtiets største skandale da Woods kører galt i sin SUV foran sit eget hus i Florida.  Resten er historie… Og sladder. Siden har alt omkring sportsverdens største superstjerne nærmest været en joke.

Tigers Sande Jeg
Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvordan en person, der i næsten hele sit liv har excelleret i en af verdens mest civiliserede sportsgrene, og har været identisk med etik, overlegenhed og politisk korrekthed, kan ende som hovedperson i en skandale, der omfatter utroskab med billige realitystjerner, pornomodeller, cocktailservitricer, bordelværter og andet rakkerpak. Svaret kunne meget vel lyde, ”Fordi Tiger Woods i virkeligheden aldrig har været det forgangsbillede han er blevet gjort til!” Omverden er blevet præsenteret for Tiger Woods, men har man nogensinde kendt Eldrick Tont Woods, der er hans virkelige navn?

Golfsporten, managementfirmaet IMG, og store selskaber har haft behov for at holde billedet af deres pengekatalysator fejlfrit, og det har ikke været svært, for i en tid hvor etik er blevet et meget vidt begreb og store dele af Tigers fanskare ikke har vidst meget om golf, har Woods fået et stadigt større spillerum. Han har fået lov til at smide med sine køller, råbe ”F…” for åben skærm, spytte på greens med en gadedrengs manerer, få omstødt og bøjet golfregler, der har været urokkelige i flere århundrede. Hans caddie har fået lov til på lige så ucharmerende vis, at udøve selvtægt gentagende gange over for både fotografer og tilskuere – og han er endda sluppet godt fra at tilsvine en af sin chefs kollegaer og mest respekterede golfspillere i verden. Omvendt har Woods frit kunne sende presse, advokater og managementrepræsentanter i kødet på folk hvis udtalelser han ikke brød sig om – og for det meste ikke har forstået meningen af.

Menigmandens Helt
Alt dette har kunnet foregå, fordi billedet af en vinder har været opretholdt med en effektivitet sjældent set tidligere. Selskaber som Nike, EA Sports, Accenture, AT&T, American Express, Getorade, Gillette, Tag Heuer, og IMG har altid tidligere kunnet tilgive deres frontfigur, og stadig set godt ud i det offentlige billede, hvis der har været episoder hvor Woods måske har sagt noget forkert – i offentligheden.
Allerede i 2006 lykkedes det endda Tiger & Co. at dræbe en reel historie om, at han dengang havde været sin kone utro med en cocktailservitrice på en parkeringsplads, mod at han lavede et interview i bladet Men’s Health, så i dag ved verden faktisk ikke hvor effektive Tigers lejr i virkeligheden har været til at holde hans image pænt og fint.
 
Woods har aldrig skulle sige undskyld, hverken på sin egen eller sin caddies vegne, og der er aldrig nogen, som har bedt om en forklaring fra ham på noget. Ikke før nu. Tidligere har den almindelige presse uden for golfsporten aldrig interesseret sig for Woods ud over at bemærke hans - på overfladen - lidt kedelige liv og hvad, der har fulgt med af båd, bil og huskøb. Kulturelt, har Woods aldrig tilhørt nogen elite, og hans ophold på Stanford University førte ikke imponerende karakterer med sig. Woods har altid passet perfekt til to målgrupper: De golfinteresserede i alle sociale lag, der beundrede ham for hans spil og sejre, og den store grå masse, der ikke aner noget om golf, men kan lyse sig selv i lyset fra en vinder ved at være fan af en vinder. Den sidste gruppe består typisk af folk fra den lavere middelklasse, der primært kan identificere sig med Tigers interesser uden for banen, såsom at spille videospil derhjemme på storskærm og gå til basketballkampe og i det hele taget leve et liv som er typisk for en 16-årig amerikansk forstadsdreng.

”Hello Real World!”
Så længe Tiger har bevæget sig i golfverdens sikre ”golfklokke”, har han kunne gøre ting foran næsen på folk, uden nogen så hvad, der egentlig foregik, og det var først da personer fra det virkelige liv opdagede hvilke interesser sportsstjernen også havde, at glansbilledet smadrede.

Pudsigt nok var det personer i det sociale lag som Tiger oftest bevæger sig i, der tændte den afgørende gnist. Omgangen med wannabee’s, cocktailservitricer, prostituerede og andre opmærksomhedshungrende typer gav bagslag da blondinen Ashley Samson fra Las Vegas og med hang til Jägermeister, for $25.000 fortalte The National Enquirer om Tigers forhold til en af hendes veninder. Senere skulle Samson fortryde dette bittert, ikke fordi hun fik moralske skrupler, men fordi Tiger Woods i samme periode skulle have tilbudt hende $1 million for at tie stille.

Ikke takket være golfpressen, men derimod i kraft af en flittig sladderpresse, blev Tigers aktiviteter uden for ægteskabet med den svenske Elin Nordegren, udpenslet. Uanset om det kommer den almene amerikaner eller verdensborger ved, så har det resulteret i, at der er tegnet et helt ny billede af Woods som selv ikke golfsporten længere kan vende det blinde øje til.

Det markante i sagen om Tigers person, er blot, at der skulle en sexskandale til før folk fik øjnene op for hans sande person. Der var for eksempel ikke nogen, der studsede over, at han ikke deltog i sit første barns barnedåb, men valgte at deltage i et golfarrangement for en sponsor.

Det er også med en del modvillighed, at mange af Tigers sponsorer har måttet trække sig som sponsorer fra golfens nummer et. Firmaer som Accenture, AT&T, Gillette og Tag Heuer har ikke kunnet tillade sig andet for at redde deres image i forhold til deres kunder i den lærte, pengestærke og veletablerede del af USA og resten af verden. Derimod har to brands, Nike og foreløbig EA Sports, der primært lever af den lavere middelklasse hvor også Tiger har store fanskare, valgt at blive.

Der er masser af fremtrædende personer, der er sluppet mere eller mindre helskindet fra at have været deres ægtefælle utro. I visse lande i Europa, er utroskab en del af en livsform. Tiger dømmes heller ikke af de samme mennesker som ”angav” ham, for de kommer fra en social lavere stillet gruppe, der ikke arbejder med etiske spørgsmål. Folk, der for enhver pris søger opmærksomhed har ikke en almen idé om hvad, der er rigtigt eller forkert.
Det er heller ikke folks opgave, at dømme hvad Woods har gjort, men man kan have en holdning til hvordan han har gjort det, og hvordan han har håndteret afsløringen af det.

Afdæmoniseringen af Woods
Mens verden uden for golfsporten mere følger farcen om Woods som et realityshow på nettet, så er det blandt sine kollegaer, at verdensetteren kommer til at mærke den største omvæltning.

Tiger Woods største styrke har altid været, at han var Tiger Woods. Han har nydt status som både den største sportsstjerne og den bedste atlet nogensinde siden han trådte ind på golfscenen i 1996 med ordene ”Hello World.” Før det havde han hele sit liv fået at vide, at han var noget helt specielt. Han har også været meget bevist om sin rolle som manden, der fik golfsporten til at eksplodere i et endnu større vandfald af penge.

Med højtråbende fans og golfsportens ledende instanser i ryggen tronede Woods ud på alverdens golfbaner. Det gjorde det ikke nemmere for Woods’ modstandere, at hans spil også var noget nær fejlfrit, men hvad, der indtil nu har været med til at holde næste alle Tigers modstandere i skak, har været deres tro på, at han er overmenneskelig. Det vil næppe være tilfældet fremover.

Tidligere spillere alle spillere i feltet gennemsnitligt et slag dårligere end normalt i turneringer hvor Tiger deltog. Grunden har man tillagt, at så mange spillere tvivlede på deres vinderchancer når Woods var med, at det influerede på deres spil. Før skandalen i november brød ud, var der heller ikke nogen spillere, der turde rette den mindste kritik mod ham eller hans opførsel. Nu er hans opførsel ikke alene blevet kommenteret i skarpe vendinger af flere spillere, men der er endda spillere som Ernie Els, der har mandet sig op til at postulere, at Woods i den kommende til under alle omstændigheder har været på vej til at miste sin trone til rivalen Phil Mickelson – uanset om der var kommet en skandale eller ej.

Fra nu af vil Tigers modstandere se ham i et helt andet lys, og han vil også vide, at han ikke længere vil fremstå som dæmonen, der ikke kan røres. Woods vil ikke længere være 1-under før han slår ud på første tee. Woods’ image uden for banen, vil i høj grad afhænge af, om han kan redde sit ægteskab, og golfsporten vil næppe se Tiger tilbage på touren før hans privatliv er afklaret. Af samme grund vil folkene omkring Woods i første omgang primært arbejde på den side af hans personbillede: Hvis ægteskabet forliser, hvordan skal man så præsentere verdens største sportsstjerne fremover?

Lys fremtid for golfen
På en måde er de seneste måneders udvikling i golfsporten meget opløftende, for endelig er golfsporten atter ved at komme i fokus, og folk er tvunget til kun at tale om ting de ved noget om.

Der er folk, som ikke hørte til den skare, der blev betaget af hele den pakke som Woods repræsenterede. Folk som altid har nydt hans imponerende spil og magiske evne til ofte at gøre det umulige, men som lige så længe har anset hans person for at være frastødende. Sådan en holdning er aldrig faldet i god jord blandt størstedelen af den debatterende golfverden. ”Tiger er jo verdens bedste.” Mens det er et argument, der har været svært at modsige, er det også en påstand, der ikke har noget med sagen at gøre. Men det vil den komme til fremover.

Når Woods kommer tilbage til golf, vil han blive mødt med respekt, men i et meget mere moderat omfang end tidligere. Spilleren som alle troede var det perfekte menneske, blev endelig afsløret som et almindeligt individ. Med det i bevidstheden, vil der formentlig være en hel del gudbenådede golfspillere, der også indser, at de til gengæld besidder nogle evner, der kan løfte deres spil op til nye højder. Derefter vil golfen atter finde sit rette hvilepunkt. Golf vil atter blive en sport, hvor spillet vil blive dyrket og diskuteret. Og dem, der ikke har vist noget om golf, vil blive nødt til at tie stille og fortrække til videospil og realityshows.

Måske er det bare en drøm, men det burde det ikke være. For selvom der hverken findes den perfekte tilværelse eller den perfekte runde golf, så burde alle, der lever i begge verdener, stræbe efter det.

Direkte link

Økonomien i golfsporten har det ikke så godt i disse år som den har haft det, men ud fra nye undersøgelser foretaget af KPMG så har golfsporten stadig kronede dage foran sig. For første gang nogen sinde, er det også blevet klart hvor mange penge, der har været i golfsporten i USA i de seneste fire år, og rapporten tegner også et klart billede af hvor store pengeforholdene er mellem USA og resten af verden.

I USA har regeringen i de seneste måneder udstedt hjælpepakker til bankindustrien, bilindustrien og bygningsindustrien. Måske skal man ikke blive så overrasket hvis den amerikanske golfindustri også modtager støtte fra regeringen. I Danmark har golfindustrien oplevet en nedgang meget beskeden i forhold til på den anden side af Atlanten, og mange af de golfbaneeventyr, der er gået i vasken i vores eget land, skyldes knap så meget en økonomisk krise som det skyldes dårlig planlægning, grådighed, stædighed og en uvilje til at se realistisk ud i fremtiden. Mens specielt bankindustrien, bilindustrien og bygningsindustrien i USA kunne beskyldes for de samme mangler man at se på det faktum, at golfindustrien i USA er verdens største bidragsyder inden for kategorien Sport og Underholdning med intet mindre end 76 milliarder dollars. Ifølge 2005 Golf Economy Report og US Census data var den amerikanske golføkonomi i 2005 større end den amerikanske film og videoindustri.

Verdens mest indbringende sportsgren
Tilskuerindtægter fra golfturneringer på PGA-touren alene stod for en omsætning på 28 milliarder dollars, og overgik tilskuerindtjening fra alle andre professionelle og semi-professionelle sportsgrene tilsammen. Rapporten, der blev færdig i slutningen af 2008, viser også, at golfsporten i 2005 bidrog til den amerikanske økonomi med en omsætning på i alt 195 milliarder, skabte to millioner arbejdspladser og udbetalte 61 millioner i løn. Sidst, men absolut ikke mindst genererede golfsporten 3,5 milliarder dollars til velgørenhed.

På trods af at golfsporten er en af USA’s største økonomier, vil den næppe modtage økonomisk hjælp fra det amerikanske Senat i den kommende tid, men det giver et klart billede af hvad det betyder når benene begynder at ryste under verdens mest indbringende sportsgren, som det har været tilfældet i de seneste 10 måneder.

Europatouren slår OL seks gange
USA råder over halvdelen af alverdens golfspillere. Omsætningen i Europa på greenfee og medlemskontingenter løb i 2006 op på 7 milliarder Euros, mens der I USA blev omsat for 23 milliarder Euros i samme kategori. Men siden 2000 har antallet af spillere og klubber stagneret i USA. I Europa har situationen dog været en helt anden siden 1985 hvor antallet af både baner og golfspillere er mere end fordoblet.

Faktisk har Europatouren også bidraget til, at golfsporten kan fremvise nogle meget imponerende tal for Europa, Mellemøsten (specielt Dubai og Qatar) samt Afrika (specielt Sydafrika). Ifølge KPMG generer Europa, Mellemøsten og Afrika (EMA) årligt 53 milliarder Euros, mens der udbetales 10 milliarder Euros i løn til sammenlagt næsten en halv million arbejdende. Med andre ord, er det årlige overskud i EMA-regionen på 14,5 milliarder Euros – eller det samme som overskuddet fra de seks seneste Olympiske Lege (før Beijing 2008).

Billigst greenfee i Danmark
Skandinavien bidrager godt til mange af de Europæiske tal, og selvom Danmark, med et gennemsnit på 831 medlemmer per 18-hullers klub, ligger under gennemsnittet på 1.017 i Skandinavien og på en fjerdeplads efter Norge (1.224), Sverige (1.143), og Finland (948), spillede danskerne flere runder golf end sine nabolande. Med et snit på 234 dage med golfspil i de Nordeuropæiske lande stak Danmark i 2007 af med 305 dage, takket være den længste sæson af alle de nordiske lande. Til gengæld har Danmark det klart dårligste tal i Skandinavien når det gælder greenfee gæster: her ligger tallet på 24%, på trods af at Danmark i snit har de billigste greenfee priser af de nordiske lande og er hele 10% billigere end de Britiske Øer (Mellemøsten har til sammenligning 46% greenfee spillere). En runde som gæst på en Skandinavisk bane koster i snit 36Euro (268 DKK) i hverdage og 42 Euro (313 DKK) i weekenden.

Danmark med næst flest baner
I Europa er gennemsnitsbeløbet for et golfmedlemskab 652 Euro (4.857 DKK) per år, mens det i Danmark lå på 691 Euro (5.148 DKK) i 2006. Skandinaverne er dog ikke overraskende dårligste i Europa til at skabe omsætning i golfklubberne med et gennemsnit på 690.000 Euro (5,14 million DKK) per klub. Her lå Danmark på 648.000 Euros, hvilket er godt 40.000 Euros under gennemsnittet.

Danmark er sammen med Norge de mest optimistiske lande med hensyn til udviklingen inden for at optimere markedet, hvilket hænger sammen med de mange nye baner, der er blevet åbnet i de seneste par år i Danmark og Norge. Svenskerne og Islændingene er knap så optimistiske, måske forståeligt nok fordi Sverige har 49,2% af alle golfbaner i regionen, mens Island kun sidder på 6,7 % af Skandinaviens baner, men er inde i en svær tid. Danmark har med sine 160 baner og 17,5% næst flest golfbaner i NordEuropa.

Next stop Kina
Fremtidens hot spots for golf ligger dog hverken i Europa, Nordamerika eller i Sydafrika, men derimod i Østeuropa og Asien. Ifølge KPMG mener 58% af verdens 70 førende banearkitekter i American Society of Golf Course Architects at Kina er golfens vigtigste land i fremtiden. Østeuropa kommer ind på andenpladsen, mens De Forenede Arabiske Emirater og Indien følger på de næste pladser. Til gengæld er det Portugal, Spanien, forventes dog at være de højest prioriterede feriemål for golfspillere i de kommende år, mens Tyrkiet og Dubai kommer i næste række. Mens USA, Sydafrika, Skotland og Irland ikke mister turistmarked, men heller ikke vinder nye andele.

Denne artikel har tidligere været publiceret i GOLFbladet 2009

Direkte link

I have no opinion on Tiger Woods’ marital problems, and I don’t know or care if he has cheated on his wife. I don’t even have an opinion about him not showing up to his own child’s baptism. What I do have an opinion about is whether some people are above the law or not: They are not!

During the last several years Woods has grown from a smiling Dudley Do-Right to a self centered egocentric that does what he wants and don’t care if it’s ok or not. In other words; the only child syndrome has caught up with him, and has begun to show the true Tiger.

Infidelity can have many reasons, and so can a car crash in any speed. Infidelity is a private matter, but if the police want an explanation as to why one crash a car, you damn well better give it to them. Tiger doesn’t. He cancels meetings with the police when they want to know why he drives into a fire hydrant and a tree.

Tiger is sadly enough allowed to be a bully in the golf world because golf thinks they need him. He can spit, curse on camera and throw his clubs. Now he’s sadly enough also allowed to be a bully outside the golf course.

When Tiger was out with an injury last year the viewings for golf in the US fell with between 40 and 50 percent. When he got back, so did the old TV ratings for golf. What did these percentages want to see? A great golfer. What did they get also? A spoiled brat. The sad thing is, that most Tiger fans either can’t see it or accept it… In the name of the game, and for the good of golf.

Some people turn off the TV when Tigers is not on. Old news. He produces lots of great golf shots. What bothers me is that no one turns off the TV when the same player behaves as if he had no respect for the game. Doesn’t it bother people when a golf player acts so not-golf-like as Tiger does more and more frequently? The less he behaves the more fans he gets.

A few weeks ago Woods played in Australian Masters and threw his club on the 13th tee so it landed among people in the audience (http://bit.ly/8CA8WL). What did these people do? They applauded! It’s not like it’s the first time Woods does this and it even happened at the Barclays in the FedExCup (http://bit.ly/4CkGhn), and it won’t be the last. Spitting on course (http://bit.ly/7sW8tI) is also a regular feature of his, and he will most likely also continue to take a swing at players like Phil Mickelson and Ian Poulter who does not say respectful things enough about him (in other words: things that Tiger do not grasp the meaning of). His caddie is also likely to continue his bad behavior all though he was taught a cool lesson by Mickelson both on and off the course this year.

So what does people NOT like about Tiger Woods? Nothing! Scary, isn’t it? This guy is an idol to millions of kids and grownups in spite of his behavior that gets worse and worse with each year. This would not bother me if we were talking about ice hockey, baseball, football or maybe even boxing, but we’re not. We are talking about golf! The gentleman sport, where the way you act is a part of the game, and that is an act that Tiger no longer can keep together.

Golf with Tiger Woods is for a large part an audience shouting “GET IN THE HOOOOLE”, moving when all other than Tiger hits, drinking too much beer and not even knowing a hoot about the game. I’m not going to start the interpretation of why people love Tiger because I don’t care. What I do care about is the game of golf. Golf is greater than any player, and it will always be.

Still, the world prefer the greatest game in the world to be dragged somewhat through the mud rather than defend its reputation. If you only care about a sport because of a man that is slowly erasing the “G” in golf and the aspect of behavior in the game, then what good is it? And what good are the people that allow it to happen?

Direkte link

It's no longer about four players in Dubai. Both Ross Fisher and Martin Kaymer are lost in the front, leaving the Dubai World Championship a two man duel on Sunday. Ready for the permutations of who can become European No. 1 for 2009? Here we go:

- Rory McIlroy’s task is simple. If he wins, then he becomes King of Europe. He also takes the title if Westwood is outside the top 7, Kaymer outside the top 4 and Fisher the top 2, regardless of how the precocious Northern Irishman plays.

- Lee Westwood also becomes European No. 1 if he wins. He also can take the title if he is second and McIlroy finishes third or worse.

My bet is on Westwood.

Direkte link

This week is the last chance to stay in top 125 on the PGA money list and on the PGA Tour for 2010. Funny enough, the last stop is Disney World, but for many of the players in the field, this week is no fun. For one man the 72 holes in Children’s Miracle Network Classic can turn out a regular horror show.

David Duval, former winner of British Open and a winner of the Children’s Miracle Network Classic in 1997, is the Bubble Boy at the 125th spot. This year he has made $623.824 and $559.830 came from a second place at this year’s US open. This week he needs another good result, but the odds are against Mr. 59 who has missed 14 out of 21  cuts this season and made only $63.994 in 20 tournaments besides the US Open.

Other big names fighting for their card is Stuart Appleby (134), Chris DeMarco (138), Rocco Mediate (141) and Trevor Immelman (155) to name a few.

Duval has about 10.800 bucks to Chris Riley on the spot below and about $13.000 to Rich Beem above, so fasten your seat belts this week. It’s lights out for someone, but will that include Duval?

Direkte link

I just read an article by Sal Johnson about this and that, and I found this part about Monty and the Ryder Cup. It sounds like the americans still have a problem with Mrs. Doubtfire...

"We also have to wonder if the appeal of the Ryder Cup will be as intense in coming years. Yes the matches are very tense and has a big backing but you have to wonder if fans will endure all of the Colin Montgomerie hype and demands. It's a year away from the matches and Monty is having the European Tour pass rules that force players to participate in certain events next year. This week the board is discussing a rules change in which to keep a European Tour card they will have to play in four "core" events. This is action that Monty wants so that all perspective team members will play in the BMW PGA Championship, Wales Open and Gleneagles. So in a way Monty is now dictating players schedules which isn't going over too well.

Things like this, plus the fact that the matches are going to be played on a subpar course and at a time of year when the weather could be poor could produce a bad Ryder Cup. With the European suffering from a poor captain last year in Nick Faldo it could have another stinker in Colin Montgomerie. Honestly if the International team could produce a winner the Presidents Cup could easily overtake the Ryder Cup in appeal value in coming years. Hopefully someone or some group will see that it's a year away and already Monty is very flawed and could drag the appeal of the Ryder Cup down."

I'm not sure... Were we trying to get players to play on the European Tour, or were we going to scare them away?

Direkte link

Rio har små syv år til at få bygget en brugbar golfbane til den første olympiske golfturnering siden 1904, og det er et held, for byen havde slet ikke tænkt på golf da de tilbød sig som OL vært. Det havde Chicago, men de blev for anden gang på 105 år snydt for et OL af en organisation med helt egne dagsordner.

Med 63 stemmer mod 27 vedtog IOC på deres 212. kongres, at golfsporten skulle vende tilbage til De Olympiske Lege for første gang i over hundrede år og dermed få sit comeback i Brasilien i 2016. Det var ikke en vedtagelse, der kom som den helt store overraskelse, efter at sporten sammen med Rugby (den anden sport, der blev optaget med 81 stemmer mod otte) på forhånd var blevet anbefalet til optagelse i oktober, men golfverden havde ikke taget nogen chancer.

Mens spillere som Colin Montgomerie og Annika Sörenstam var ankommet tidlig på ugen sammen med de tunge navne fra PGA-touren og R&A som Ty Votaw, Tim Finchem og Peter Dawson, mødte Suzann Pettersen, Michelle Wie og Padraig Harrington op dagen før selve afstemningen i København den 9. oktober sammen med den italienske amatør Matteo Manassero fra Italien, som er den yngste vinder af British Amateur nogensinde.

Drabet på Chicago
Tidligere på ugen havde det dog vist sig, at en stærk repræsentation ikke garanterede succes bland IOCs medlemmer, som på trods af en stjernespækket charmeoffensiv fra Chicago, bestående af Præsident Barack Obama og hans kone Michelle, samt blandt andre Oprah Winfrey, sendte den amerikanske by ud i kulden i første runde før Tokyo og Madrid.

”Drabet på Chicago” hang sammen med, at USA tidligere på året ved et møde i Colorado havde nægtet at slække på det lån som landet havde ydet IOC, da organisationen var i svære økonomiske problemer i 1980’erne, og som indtil 2012 vil indbringe USA en fortjeneste i renter på 128 millioner kroner. Denne uvilje til at samarbejde – på trods af at IOC høster over 19 milliarder på vinter-OL i Vancouver i 2010 og til OL i London i 2012 – besluttede IOC i samarbejde med flere specialforbund at straffe amerikanerne i København. Det var en situation USA's OL-kommission var klar over, men alligevel forsømte man at informere delegationen fra Chicago, samt verdens mægtigste mand. Dermed blev Chicago for anden gang på 105 år snydt for værtskabet af et OL.

Golfens første OL guld
Efter sommer OL i Paris i 1900 havde, Chicago oprindeligt vundet retten til at afholde det, der kom til at hedde Games of the III Olympiad, men det kunne beyn St. Louis ikke acceptere, da den det samme år skulle afholde Saint Louis World's Fair. Efter at have truet det moderne OL’s grundlægger, Pierre de Coubertin, med at gøre hans lege til en biting det år, ændrede Coubertin så mening, og lagde OL i Missouri. I fire en halv måned dystede 651 atleter (heraf seks kvinder) fra 12 lande i et Lege, der i skyggen af mange andre begivenheder blev den sekundære begivenhed Coubertin havde frygtet.

Den 19. til den 24. september afholdt man golfturneringen på Glen Echo Golf Club, og canadiske George Lyon, der var den eneste ikke amerikaner i det 75 mand store felt, vandt guld ved at slå Chandler Egan i hulspilsfinalen med 3&2.

Der var ingen kvinder, der deltog i golf under OL i 1904, men ved OL i 1900 i Paris blev Margaret Ives Abbott, der ellers studerede kunst i Paris, den første amerikanske kvinde, der vandt en OL-guldmedalje, da hun den 3. oktober vandt Legenes 9-hullers turnering på Compiègne Golf Club med en score på 47 slag. Amerikanske Charles Sands vandt herrernes OL golf turnering – ligeledes på Compiègne Golf Club – den 2. oktober ved at gå 36 huller på en dag i 167 slag, et slag bedre end engelske Walter Rutherford.

Rio glemte golfen
Med golfen på programmet i 2016 er spørgsmålet så ikke kun hvem, der vil vinde medaljerne, men hvor turneringerne for herrer og damer skal spilles. De golfspillere og tilhængere, der tog til København for at tale golfsportens sag, havde formentlig ikke overvejet den mulighed, at Chicago ikke ville blive værtsby.

Med Brasilien som vært for OL, er spørgsmålet så: Hvor kan golfen afholdes? Europatouren har to gange besøgt Brasilien og både i 2000 og 2001 benyttede man São Paulo Golf Club med henholdsvis Padraig Harrington og Darren Fichardt som vindere, men verdens tredjestørste by med 20 millioner indbyggere ligger ikke i Rio. Det gør derimod både Itanhanga Golf Club og Gavea Golf and Country Club, og dem kan man læse mere om andetsteds her i avisen, men når man tænker på hvilken forfatning både brasiliansk golf og dens baner befinder sig i og hvor korte de er, så må det formodes, at en helt ny bane vil blive bygget.

Det er dog ikke en formodning som brasilianerne nødvendigvis deler, for Rio havde slet ikke inkluderet grundlæggelsen af en ny golfbane med i deres budget, da de bød på OL til 2016. Mens afholdelsen af det første OL i Sydamerika, er der også en hel del god PR at spore for golfsporten i et land og en verdensdel, der udelukkende lever og ånder for fodbold. Med en analfabetisme på 12 % blandt voksenbefolkningen, er der stadig store sociale uligheder i Brasilien, og dyre medlemskaber på privatklubber som Itanhanga, som Golf Digest har valgt til landets bedste bane, kan ikke konkurrere blandt de unge med gratis fodbold i Cobacabanas hvide sand. Brasiliens bedste professionelle golfspiller er Alexandre Rocha, som er nummer 550 i verden, og skulle han gå hen og vinde en international golfturnering i morgen, ville det næppe kunne rydde forsiden på nogen af landets sportssektioner.

Stor turnering kræver et stjernefelt
Alligevel er det et gennembrud for både OL og golfsporten, at golf atter er tilbage på programmet da sporten er en af de mest velegnede sportsgrene at vise på tv. Men det kan også ske, at man løber ind i det samme problem som man havde da tennissporten blev en OL-disciplin igen i 1988 efter 60 års pause. Man får ikke en international tennisspiller til at sige noget dårligt om OL, men vinderne i herresingler hedder Miroslav Mecir over Tim Mayotte (’88), Marc Rosset over Jordi Arresse (’92), Andre Agassi over Sergi Bruguera (’96), Yevgeniy Kafelnikov over Tommy Haas (2000), Nicolas Massu over Mardy Fish (’04) og Rafael Nadal over Fernando Gonzalez (’08). Næppe et tidssvarende billede på hvem, der ellers har domineret de store turneringer i tennisverden gennem de tre seneste årtier.

Kommer de stjerner, der kan tiltrække unge nye piger og drenge til golfsporten? Blandt damerne vil der nok ikke blive krise, men der kan komme problemer på herresiden. På spørgsmålet om hvor vidt han ville deltage i et OL i 2016, svarede Tiger Woods, at det var muligt, hvis han altså ikke allerede havde trukket sig tilbage. Da han blev presset til at svare konkret, var han eneste kommentar: ”Yep.”

Pressen har været hurtig til at udråbe den olympiske golfturnering som Den Femte Major, men bortset fra, at den titel besættes allerede af PLAYER’S Championship i Florida, så kræver en stor turnering et stort felt, og med et OL, der skal foregå i august 2016, kan det blive svært.
Spørgsmålet er nemlig hvor mange velbeslåede og veletablerede golfspillere, der vil begive sig til Sydamerika i 2016 i en periode der både omfatter USPGA Championship, fire turneringer i FedEx Cup slutspillet og en Ryder Cup?

Det kan virke som om det var i forgårs, at der var OL i Atlanta i 1996 – stedet hvor IOC pudsigt nok gerne ville have haft golf på programmet for at lave gode penge på tv-rettigheder, men set med golfsportens øjne, kan det godt vise sig at blive beklageligt, at den olympiske organisation vælger at køre hævnaktioner mod byer, der rent faktisk kunne have solgt de nye varer på hylderne som golf og rugby, meget bedre end et land, der slet ikke har alle varerne på lager.

Denne artikel er offentliggjort i GOLFbladet No. 9

Direkte link

Du finder det nok ikke noget andet sted i verden: En golfbane i verdensklasse, omringet af en udsigt og en stemning som man næppe troede man kunne få næsten for sig selv. Men sådan er det at komme til Crans-sur-Sierre, der ligger i det mondæne men uspolerede Crans-Montana.

Èn ting er at nå op til Crans-sur-Sierre, der ligger 1.500 meter oppe over havets overflade i de schweiziske alper med henblik på at spille golf på Golf Club Crans-sur-Sierre, der i år blev grundlagt for 100 år siden. En helt anden ting er, at forcere den 6.341 meter lange 18-hullers par 72-bane Severiano Ballesteros Course, der er blevet omdesignet af Seve Ballesteros. Og så alligevel ikke.
Begge udfordringer – at køre op ad de snoede bjergveje omringet af vinmarker, og at spille den kuperede bjergbane, omgivet af træer og alpehuse – fylder én med beundring. Udsigten er enestående, luften er berusende (eller måske bare tynd og trættende) og den fredfyldte stilhed er nærmest helbredende.
Golf-Club Crans-sur-Sierre har siden 1939 bane til Omega European Masters, og de fleste pro’er angriber årligt Ballesteros greens – eller omvendte tallerkener – med en god portion frygt. Selvom greens ikke er lige så hurtige når klubben medlemmer og gæster spiller på dem, udgør de dog alligevel en betragtelig udfordring, men det er én man bør unde sig selv. Det er også sin sag at slå ind til green på par 4-hullet 18. og undgå at slå i Etang Long – den lille sø på højre side af afslutningshullet. Selvom bolden flyver 10 procent længere i den tynde bjergluft, står man også overfor lidt af en opgave når man skal afslutte for9 med det 546 meter lange par 5-hul, der går op ad bakke hele vejen og som spiller 575 fra hvid tee.

Smuk udsigt og bølgende fairways
Den mest fantastiske oplevelse venter dog en når man går fra par 4-hullet sjette (hvor man kan drive green), langs skoven og ned mod par 4-hullet syvende. Her åbner alperne sig for én mens man går ned til tee, og føler man bevæger sig på en bjergtop hvorfra man kan se ned på de små byer i dalene. Når man så retter blikket mod green, får man øje på endnu en green, der kan nås med driveren. Der er dog en ting, der er afgørende hvis man vil klare sig godt på Golf-Club Crans-sur-Sierre: Har man ikke taget den varme putter og det korte spil med i kufferten, er man prisgivet. Man kommer ingen vegne på denne bane ved bare at kunne slå langt, for par er stadig en kamp selvom man er på green i regulation.
Dertil kommer så at man lige skal på green via eleverede og bølgende fairways, der kan skjule målet hvis man ikke ligger det rigtige sted. Og det er også oftere reglen end undtagelsen at man slå til en bolde, der ligger over- eller under ens fødder, eller man slå opad eller nedad. Det er med andre ord en kvalitetsbane som nogen elsker og andre elsker at hade. Men det er ikke en bane man bør snyde sig selv for at opleve – specielt fordi den er en del af en helhedsoplevelse, der er ganske unik. Kommer man som gæst i maj (eller efter 1. oktober), skal man af med en greenfee på 115-135 franc, mens prisen ligger på 155 franc fra juli til september.
Det eneste minus Golf-Club Crans-sur-Sierres infrastruktur er, at driving rangen ligger mere end 700 meter fra klubhuset og faktisk så langt væk fra 1. tee som man kan komme. Til gengæld råder anlægget over tre putting greens og tre områder hvor man kan træne bunkerslag. Man kan bestille en caddie (hvilket kan være en god idé første gang man spiller banen), men man skal ikke være så urolig for ikke at kunne finde sine bolde for banen er meget åben med en rimelig rough. Man kan også leje en golfcard hvis man ikke vil tage udfordringen op og gå de 18 huller.
Klubhuset, er et to etagers alpehus ved enden af 18. green, som på øverste etage har en restaurant hvis terrasse peger ud mod banen, mens den anden side af huset ligger lige ud til Rue du Prado og byens hovedgade på Crans siden. Det er ikke uden grund at denne bane er blevet sammenlignet med St. Andrews, for på begge baner kiler den 18. green sig næsten ind i byens gader, og med 100 år på bagen er Golf-Club Crans-sur-Sierre en historisk sværvægter i det kontinentale Europa.
Ved Lac de la Moubra, på den anden side af Rue du Prado – eller på Montana siden - ligger så Jack Nickalus Course, der er en 9-hullers par 35-bane. Den Gyldne Bjørn ombyggede Le Xirès Course i 1988, og sammen med Super-Crans og Noas (Chermingnon d’en Bas) - der også begge er 9-hullers baner, men på par 30 – udgør det Golf-Club Crans-sur-Sierre.

Historien bag Crans-Montana
I turismens unge dage herskede der megen fattigdom i byerne Lens, Chermignon, Montana og Icogne, som rådede over de landområder hvor golfbanerne i Crans blev bygget. Indbyggerne var typisk bønder, der ernærede sig af de ting de kunne få til at gro på markerne, skråningerne, engene og vinmarkerne. Den internationale indvirkning på området kunne mærkes med det samme da briterne som de første satte fod på områdets nye golfbaner.
Golfsporten historie i Crans begyndte i 1905 da hotelmanageren Albert de Preux mødte den britiske forretningsmand og læge Henry Lunn. De to mænd besluttede at købe et lukket kursted og bygge det om til et luksushotel. Derefter besluttede de så også at bygge en 9-hullers golfbane, som åbnede for præcis 100 år siden i 1906.

En gave fra himlen
Hotellerne skulle betale leje til indbyggerne for at ligge i områderne, og den ordning var en gave fra himlen til mange af landsbyernes beboere. En ekstra bonus var, at de unge drenge, først fra Chermignon, siden fra Lens og derefter fra Montana by kunne bringe en ekstra skilling hjem til familien ved at bære køller og finde bolde for spillende gæster. Emile Bonvin og Géronce Barras fra Chermignon havde en helt specielt sans for forretning. De åbnede en lille snackbar hvor golfspillerne kunne få en bid at spise. Den snackbar blev forløberen for det, der senere blev Hotel du Golf, som i dag ligger ved 17. tee på Golf Club Crans-sur-Sierre.
Første Verdenskrig satte dog en stopper for golfsportens momentum for en tid. Golfbanen, der var blevet udvidet til 18 huller i 1907-1908, blev lukket. Arbejdet på Hotel du Golf gik også i stå, men gik i gang igen i 1917 da området fik brug for et sted, der kunne huse sårede franske soldater fra krigen, der skulle komme sig.
Krigen var næppe ovre før den nye ejer af Hotel du Golf, Elisée Bonvin, og hans kompagnon, Albert Bonvin, åbnede en 9-hullers golfbane. Det skulle dog tage næste 10 år yderligere før 18-hullers banen blev vækket til live igen. Hele det storstilede eventyr endte dog med at blive en succes for Bonvin og Bonvin, takket være støtte fra René Payot – en hengiven golfspiller og journalist på ”Journal de Genève” – og en del af hans venner fra Genève.

De Første Pro’er
I meget lang tid var det kun turister og et meget begrænset antal af lokale golfspillere, der benyttede golfbanen. Antoine Barras, der ejede l’Hotel Eden, var den første spiller, som nåede et niveau højt nok til at spille på det schweiziske landshold. Sønnerne Guillaume og Géo Barras blev endda professionelle.
Under Anden Verdenskrig blev der også spillet mindre turneringer på banen, selvom der kom mindre besøgende, og det var kun takket være det økonomiske opsving efter krigen, at golfbanen i Crans blev reddet.
De fem seneste årtier har ikke kun ændret banens layout, men golfsporten er også blevet mere og mere udbredt i området – både for lokale og turister. Indtil slutningen af 60’erne var det dog hotelejernes sønner, satte standarden. Antoine Barras søn, Olivier, der senere døde en tragisk død, og hans bror, André, var blandt de bedste sammen med Henri Bonvin og Gilles Bagnoud, der var hotelsønner fra l’Robinson og l’Bristol.
I 50’erne tog udviklingen så rigtigt fart. Først kom der endnu en 9-hullers bane (Les Xirès, 1951), og derefter blev den 18-hullers Plan-Bramois Course moderniseret i 1954. I 1988 blev Xirès Course til Jack Nicklaus Course og i 1999 blev Plan-Bramois Course til Severiano Ballesteros Course.
Indtil 1928 blev golfsporten i området altid betegnet som ”Golf of Montana”, men banerne lå i et område, der var kendt som ”Cran” – og stavet uden det sidste ”s”. I 1928 skabte man så området ”Crans-sur-Sierre” og så gik golfsporten i området udner navnet ”Golf of Crans-sur-Sierre”. I 1990’erne begyndte man så at bruge navnet Crans-Montana. Golf har betydet det samme for Crans som Nilen har betydet for Egypten, og mange bliver overrasket over hvor populær golfsporten er i området, der også råder over golfbanerne Super-Crans, Noas, Sion, Sierra og Loéche-Susten.

Alpin luksus
Bylivet i Crans-sur-Sierre er ikke kedeligt, og derfor bruger golfspillere som Sergio García og Luke Donald stedet som feriemål. Den legendariske Bar 1900 udgør områdets absolutte in-sted og kan bedst beskrives som en alpin version af Café Victor i København, men der er også masser af udsøgte restauranter i området, samt to diskoteker. Gamle franske ikoner fra 70’erne og 80’erne som Roger Moore, Alain Delon og Johnny Hallyday holder til i den lille, men eksklusive by. Om vinteren, når sneen lægger sig over alperne og skisæsonen går i gang, er området også godt besøgt af blandt andet den Saudi Arabiske kongefamilie, mens pengestærke familier fra Kuwait, Qatar og Abu Dhabi ligeledes ferierer på Haut-Plateau. Prins William så også nærmere på byen i februar under en lille ferie.
Alligevel kan de kendte gå i fred for de paparazzier, der normalt generer dem i byer som St. Moritz og Gstaad. Uden for ugerne op til Omega European Open er Crans-sur-Sierre ikke overrendt af turister. I de senere år har området oplevet en lille nedgang i turisme, men det har primært været områdets egen skyld, for over de sidste år er hotellerne lukket et efter et i Crans-Montana. Søndag den 10. september – samme dag som Omega European Masters var færdigspillet – forlod de sidste gæster blandt det centrale Hôtel Alpha fordi det lukkede mandag morgen og nu skal bygges om til luksuslejligheder. Sidste år talte Crans-Montana 41 hoteller, men alene i år lukker der 10 af dem, og syv mere lukker ned efter nytår.
Det er stadig muligt at finde billige overnatninger i Crans-Montana, men på de hoteller, der er tilbage, skal man nok regne med minimum at skulle af med 700-1.500 kroner per nat for et dobbeltværelse. Er man klar til at køre på alle cylindre, kan man også leje en hytte til 22.000 schweiziske Franc for en uge. Der resterer også stadig to 5-stjernede hoteller i Crans-sur-Sierre, nemlig Grand Hôtel du Golf og Hôtel Royal. Vil man prøve byens mest udsøgte køkken, skal man besøge restauranten på Hostellerie du Pas de l’Ours, som har en stjerne i Michelin og også er byens dyreste hotel. Casino de Crans-Montana, der dagligt besøges af små 600 gæster, kan muligvis også friste med et besøg.
Crans-sur-Sierre er langsom ved at ændre sig til en luksuriøs alpeby med et roligt liv – og en golfskat på 18 huller – frem for et turistmål i overflod. Det giver mulighed for – om ikke andet – at besøge byen, spille golf og opleve de snoede gader, der rummer luksusbutikker med et udvalg hvis mage man kun finder i Paris, Milano og New York.
Man efterlades med en sjov og god fornemmelse i maven når man forlader Crans-Montana, for man kan ikke helt lade være med at føle det som om man lige har deltaget i en gammel James Bond film uden alt det farlige, for stilmæssigt har man bevæget sig rundt i en sceneri, der minder om en blanding mellem Sound of Music og Casino Royale – den med Peter Sellers.
Der er dog ingen tvivl. Er man den drevne golfspiller, der har prøvet de fleste rejsemål og har spillet over det meste af kloden – eller vil man bare gerne give sig selv en speciel golfrejse, der rummer mere end det ordinære – så er en tur til Crans-sur-Sierre en af de oplevelser man vil tage frem fra minderne og smage på gentagende gange. For der er ingen tvivl: Crans-sur-Sierre er en golfjuvel af højeste karat.

Rejsefakta:

Golf-Club Crans-sur-Sierres hjemmeside: www.golfcrans.ch
(Her kan du læse om banerne, hoteller etc.)

Lufthavne nær Crans-Montana:
Geneva: International Airport 2 1/2 times kørsel til Crans-Montana
Zurich: International Airport 4 times kørsel til Crans-Montana
Sion: Regional Airport 40 minutters kørsel fra Crans-Montana
Milano: Malpensa Airport 2 1/2 times kørsel til Crans-Montana

Rute med bil:
Fra Lausanne : Motorvej A9 til Sierre
Fra Basel, Bern og Zürich : Gennem Lötschberg tunnel, derefter motorvej A9 til Sierre
Fra Brig: Motorvej A9 til Sierre
Fra Sierre: Hovedvejen Chermignon-Crans-Montana eller Mollens-Crans-Montana
Fra Sion : Hovedvejen Lens-Crans-Montana
Fra Milano: Kør igennem Simplon Passet, derefter motorvej A9 til Sierre

Direkte link

"Oh, I have never played against him - I don't give a damn about Tiger."

Tom Watson answer to a question after round 3 on Turnburry about what it feels like playing in a major where Tiger missed the cut.

Direkte link

Well, I guess the Danish golfers just keep on going. Number four spots for Anders Hansen (Open de France) and Soren Kjeldsen(Scottish Open)  the last twoo weeks, and in the first round of the Open, all the three Danish pro's, including Soren Hansen shot 68.

The wind is picking up today, so it's a bit harder today.

Anyway, I still think we will see one Dane in the final Top 10 on Sunday.

Espen

Direkte link

The PGA Tour is in the US capital this week and Tiger Woods is back. This time as "the host with the most" at AT&T National.

He has not won this tournament (can you believe it????), but in the first round he sure got off to a great start in 64 shots. Only one player did better than that: defending champion Anthony Kim.

Kim shot 62 for a new course record on Conngressional Country Club, and I liked the fact that someone kicked some ... in a tournament where the world's number one is playing.

Stat's prove that players play more than one shot higher per round when Tiger is in the field than they do when he's not, and I think it's a shame.

Last week Kenny Perry played awsome at TPC River Highlands and controlled that tournament. I would like to believe that something like that could have happened even if Tiger had been in the field.

Perry is the hottest player right now, but Kim is not far behind, and I wish he could continue the way he started this week - even though Tiger is in the field. Woods is out of this world, but he often gets a bit of help. Remember Sean O'Hare earlier this year?

Let's hope the players on the PGA Tour start realising how good they are two. Tiger raised the level whith his play, but so can lots of other players out there.

Tiger will charge early on Friday - let's see if Kim dares to answer...

Direkte link

MASTERS: Dette års første major bød på en af de bedste afslutninger, der har været på Augusta National meget længe. Mens Argentinske Angel Cabrera bidrog ved at vinde i omspil, så var det Phil Mickelson og Tiger Woods, der satte ild til Augusta. Det interne og opslugende opgør mellem verdens to bedste blev vundet af Mickelson, både på og uden for banen, begge steder viste Tiger en knap så charmerende side af sig selv.

Angel Cabrera vandt US Masters 2009 efter at have lavet tre birdies på de sidste seks huller – og efter at have holet et par putt på andet omspilshul mod Kenny Perry. Chad Campbell, der også sluttede på 12-under-par, blev elimineret på det første omspilshul på en søndag på Augusta, der sjældent har været så spændende.
Cabrera, der gik en 71’er i sidste runde, var to slag fra at blive den første spiller nogensinde til at gå fire runder i Masters i 60’erne, mens den ellers så formstærke Perry lavede bogeys på de to sidste huller for at sætte en sikker sejr over styr. Campbell, der havde startet ugen med en 65’er, lavede tre birdies på de sidste syv huller og en 69’er for at komme med i omspillet. Shingo Katayamas fjerdeplads på 10-under-par og hans 68’er druknede mellem et omspil og to superstjerners indædte kamp om både sejr og håneret.

Masters ifølge Tiger
Den elektriske 2-bold mellem Phil Mickelson og Tiger Woods stjal hele billedet i finalen på Augusta, og det var Mickelson, der med en 67’er og en femteplads på 9-under-par trak det længste strå af de to. Mickelson satte ild til Augusta og dets tilskuere (kaldet ”gæster”) da han med seks birdies på for9 tangerede mesterskabets laveste score på de første ni huller. Verdens nummer to kom endnu tættere på førstepladsen, men han missede også et kort eagleputt, et kort birdieputt på bag9 samtidig med han lavede en dobbeltbogey og en bogey på 18. hul.
Woods sluttede på en delt sjetteplads i 8-under-par efter en 68’er, og et alt for sent angreb på en titel han aldrig rigtig var i nærheden af. Woods selv, havde dog en helt anden version af søndagens runde.
”Jeg var lige ved at vinde turneringen med mit B-spil”, forklarede verdensetteren, der klagede over sit sving og overså det faktum, at han var blevet slået med fire slag efter at have startet dagen syv slag efter de førende spillere.

Sur Tiger
Mickelson (2) og Tiger (4), der havde seks Masterstitler mellem sig siden 2001, slog ud en time før førerbolden, og begge startede de nervøst med at hooke deres drives fra første tee. Sidste og eneste gang de havde spillet sammen i en major før, var på Winged Foot i 1997, begge med runder i 75 slag.
Det var verdens nummer et og to, der gav dette års Masters sin ekstra kvalitet, men i den sidste ende tabte de begge til Cabrera. For Woods, der lavede bogeys på de to sidste huller, var det et endnu hårdere nederlag: han tabte også til Mickelson, der havde været dagens store midtpunkt.
Tigers skuffelse var forståelig, men det var hans surhed ikke. Da han blev spurgt om han havde nydt at være en del af så intenst et opgør, der havde fanget millioner af tilskuere, var hans svar ucharmerende.
”Man spiller jo bage sit eget spil. Jeg fokuserede fra starten på at komme på 11-under og gå en 65’er”, svarede han. ”Jeg ramte bolden så dårligt under opvarmningen. På første tee slog jeg næsten bolden over på ottende fairway. Jeg kæmpede med mit sving hele dagen.” Og så kom den afsluttende bemærkning som det meste af den objektive golfverden studsede over: ”Jeg var lige ved at vinde turneringen med mit B-spil.” Store spillere bliver som regel store personligheder, men de kan – som Tiger påmindede folk om denne dag – ind imellem også være nogle barnlige krukker.

Barnlig og flabet
Mickelson udviste en del mere professionalisme og god opførsel under sit pressemøde. ”Det var en sjov dag. [Tiger og jeg] har haft nogle gode opgør i tidens løb. Jeg har som regel trukket det korteste strå, men det er altid sjovt at spille med [Tiger]. Jeg har altid nydt det.”
Kontrasten mellem Mickelsons tilsyneladende overskud og Woods indlysende vrede var åben for flere fortolkninger. Dem, der mener at Woods er ufejlbarlig, vil nok blot argumentere for, at han blot var vred fordi han bekymre sig så meget om at vinde. Woods har dog ikke monopol på ambitioner og med 36 titler på PGA-touren, inklusiv tre majors, må Mickelson også betragtes som spiller, med et mål.
Alt efter hvor langt man vil strække sig, kan al opførsel accepteres, uanset om det er den konstante brug af ukvemsord og kasten med køller, som Tiger er blevet mester i på det seneste, eller det er den barnlige opførsel som Woods praktiserede ved at give Mickelson den kolde skulder på første tee for at gøre venstrehåndsspilleren usikker.
Uanset hvad, så var denne opførsel den eneste skamplet på en ellers perfekt uge på Augusta National.

Denne artikel blev første gang offentliggjort i Golfbladet #2 (april) 2009

Direkte link

"I almost won the tournament with a band-aid swing." That's what Tiger said after the Masters. I must have missed that version of this years first major. I did not see him close to the top spot at any time sunday, and I did not see him even be close to a play off.

What I saw was Phil Mickelson making a splendid first nine holes and making things interesting pretty fast - and I saw Tiger trail Mickelson all day. Another thing I saw: I saw Mickelson miss some important putts that could have put HIM in a play off. And I saw Kenny Perry make to bogeys on 17 and 18.

I think Tiger is an outstanding player, no doubt, but he came in a distand 6th - not a close second.

Tiger himself would not have taken such a statement well if he had won and some player four shots off the lead had claimed he "almost won with his B-game". Remember what he said about Ian Poulter when the Brit said that he would feel like No. 1 in the world if he ever became #2 in the world ranking? And this Poulter said out of respect but still Tiger made a joke out of Poulter.

What Tiger did was big after so few rounds this season, but I don't think that's the point. I'm sure lot's of player's could say every week "I would have won if..." Steve Flesh and Steve Stricker came in 6th too; did they also "almost win"?

You can break all tournaments down, saying "this guy was that-under" at one point.

Tiger was 10-under at one point. Mickelson made double bogey and missed two short putts on back9. Still Mickelson did not win and in the end he was three shots away.

It was a great hype Tiger and Phil made, but in reallity Cabrera and Perry (and Campbell) was in charge of who won and Perry was the one throwing away a good chance of winning - not Tiger.

Just an observation: When fouth round startet PGATOUR.com had a big picture of Tiger, saying he would make history if he won this won from so far behind. In the end Mickelson did better from the same position (oh, and Phil was 6-under for the day on the first eight holes, but who cares :-)

Five guys ended ahead of Tiger. But still Tiger was the one "almost winning".

I don't want to sound Anti-Tiger, but i guess I'm a little puzzled about how reality can be twisted so that Tiger can almost win a tournament he lost clearly.

On thing is being a fan (or the media that is ignoring everything that does not include Tiger). Another thing is being anti everything that's not Tiger.

Direkte link

Da Herbert Warren Wind voksede op, havde skrivemaskinen endnu ikke gjort sit indtog, og da den begyndte at komme på mode fortsatte Wind altid med at skrive sin kladde i hånden. Det betød, at Wind ikke var blandt de hurtigste skribenter, da han i 1954 sagde ja til posten som golfredaktør på det dengang nye ugeblad, Sports Illustrated. For det meste kunne han sagtens nå at skrive i sit ”semi-reflektive” tempo og stadig nå sine deadlines, og han var kendt for at sige, at han behøvede 5.000 ord for at have en klar stemme. Der var dog ét problem: Når det gjaldt de fire majors, så skulle historien afleveres tidligt mandag morgen.

En uforglemmelig idé
Dette var ikke nogen udfordring for journalister, der var vant til at have en kort deadline, men for Wind var det et problem. Wind følte først han kunne gå i gang når det sidste slag var slået, og han havde en rutine: Efter hver runde trak han sig hurtigt tilbage til sit hotelværelse hvor han arbejdede til omkring klokken to om natten. Så stod han op klokken seks, læste artiklen igen, skrev den på maskine for så at aflevere den på Western Unions kontor. Wind prøvede alternativer, men i 1958 foreslog han sin redaktør om man ikke kunne køre en lille rubrik med tekst og et billede af vinderen dagen efter, og så følge op om tirsdagen med en længere, detaljeret artikel om den pågældende major. Denne idé faldt i god jord, og netop i ’58 skulle denne rubrik om mandagen fra Masters blive en uforglemmelig en af slagsen.

Rubrikken beskrev hvordan Arnold Palmer og Ken Venturi spillede 12. og 13. hul på Augusta National i finalen. Fordi banen var blevet gennemblødt hele natten og hele morgenen på grund af regn, var der opstået en lokal regel: hvis en spillers bold sad fast på fairway eller i roughen, måtte han løfte bolden ud af nedslagsmærket og droppe den uden straf. Denne regel var 12. huls official ikke klar over, og det førte til en hændelse, der gjorde det usikkert om hvor vidt Palmer skulle noteres for en 5’er eller en 3’er på et andet sted i dette nummer.Palmer lod sig dog ikke ryste mere af hændelsen end at han på det dengang 434 meter lange par 5-hul 13. lavede en eagle og senere vandt titlen, der samtidig blev hans første majorsejr.

Det Fatale Hjørne
Efter turneringens afslutning havde Wind nu rigelig tid til at forfatte teksten til den korte rubrik, og han følte han burde finde et passende navn til det fjerne hjørne af banen hvor dramatikken omkring Palmers bold havde fundet sted, nemlig stykket fra sidste halvdel af 11. hul, hele 12. hul og den første halvdel af 13. hul. Wind, der var en stor jazzelsker, begyndte at ransage sin hjerne for jazzsange, der kunne give ham inspiration til en storslået titel til hjørnet på Augusta. Wind havde altid beundret en anden legendarisk sportsjournalist ved navn Grantland Rice, der blandt andet var blevet udødeliggjort med artikeltitler som ”the House that Ruth Build” (om Babe Ruth), og ”Georgia Peach” om Ty Cobb, og på et tidspunkt kom han i tanke om en single han havde med klarinettisten Mezz Mezzrow. Hittet på A-siden hed ”35th and Calumet”, men på B-siden var der et nummer, der hed ”Shouting in the Amen Corner”.

Artiklen, som blev trykt den 21. april 1958, hed ”The Fateful Corner” og startede således: ”Om eftermiddagen, før starten på den seneste udgave af Masters golf turnering, fandt en vidunderlig stemningsfuld ceremoni sted længst væk på Augusta National – nede i Amen Corner hvor Rea’s Creak møder 13. fairway nær teestedet og løber parallelt med forkanten af greenen på 12. for endelig at skylle forbi langs den 11. green…”Siden den dag har det fjerneste hjørne af Augusta National aldrig heddet andet end Amen Corner, og selvom historien bag navnet stadig er ukendt for mange, der lige har begivet sig ud i at udforske golfsporten og i særdeleshed, er Amen Corner i dag et af de mest kendte og omtalte sportsfænomener i verden.</div>

Denne artikel blev første gang bragt i GOLFbladet i marts 2009.

Direkte link

Lyngbygaard Golf Center åbner i 2009, og dermed debuterer endnu et af USA bedste banearkitektfirmaer med en bane i Danmark. Denne tegner dog til at blive en af de bedste.

NY BANE: De store amerikanske banedesignere har for alvor sat deres præg på standarden for de nye danske golfbaner. Senest er det banearkitektfirmaet von Hagge, Smelek &amp; Beril, der er i gang med at berige landet med en superbane i udkanten af Århus.

Robert Trend Jones Jr., har allerede sat sit fingeraftryk på det, der kan kaldes de nye præstigegolfbaner i Danmark, og i år følger en anden af USA’s store golfbanedesignere trop, når Lyngbygaard Golf Center uden for Århus står klar med deres 27 huller.

Det er de tre banedesignere von Hagge, Smelek &amp; Baril, der har påtaget sig at kaste glans over 108 af de 280 ha jord, som Lyngbygaards ejer, Niels Jørgen Bønløkke, råder over, og der er grund til at være forventningsfulde. Endnu en amerikansk ørn er landet på dansk grund.

Super designtrio med en bjørn på siden
Lige som Trend Jones Jr., har von Hagge, Smelek &amp; Baril stået bag nogle af de bedste og mest kendte baner i golfverden. Trioen er ikke mindst kendt for at have designet de fem baner på Doral Golf &amp; Country Club, og ikke mindst den meget aktuelle ”Blue Monster”. WGC-banen La Costa i Californien og Bay Hill i Florida. Firmaet står også bag europæiske baner som Les Bordes, der af Peugeot Golf Guide er kåret som den næstbedste bane i Europa. Baner som franske Le Golf National, Royal Mougins, spanske Emborda og White Witch samt Cinnamon Hills på Jamaica funkler også blandt de godt 250 baner som von Hagge, Smelek &amp; Baril har designet.

Det er Rick Baril, der har stået for designet af Lyngbygaard Golf Center, som efter planerne skulle stå klar med hovedbanens 18 huller den 1. september, men oven i hatten har Thomas Bjørn også bidraget som rådgiver til projektet.
”Vi er nået langt i Danmark, og golfsporten er nu ved at være så moden, at der er plads til at anlægge baner og stifte klubber på et højere niveau”, forklarer Bjørn. ”Allerede da jeg ankom [i 2004], kunne jeg se, at der er nogle helt særlige muligheder ved Lyngbygaard. Jeg er ikke i tvivl om at banen her vil være med til at sætte helt nye standarder for Golfbaner i Danmark.”

En fair bane for alle
I modsætning til mange steder i USA, er det ikke tilladt at flytte særlig meget jord når man skal anlægge golfbaner i Danmark, men det får Baril heller ikke brug for.
”Arealet er noget nær ideelt for anlæg af en golfbane”, siger chefdesigneren, der vurderer at alle 27 huller står klar til maj 2010. ”Landskabet falder svagt væk fra godset, og det let kuperede terræn giver gode vilkår for dræn, ligesom det skaber gode rammer for en afvekslende og varieret golfbane.”
Æstetik og det taktiske aspekt udgør også vigtige variabler. Baril er godt klar over det ikke er nok at have flot golfbane, der kun kan spilles af pro’er, og ikke af kødelige medlemmer.

”Vi deler golfspillere op i tre kategorier efter handikap: Fra 0-12, fra 12-26 og spillere med handikap 26 eller mere. På hvert eneste hul tager vi højde for alle tre grupper, når vi designer hulforløbet. Alle skal kunne spille banen på en fair måde.”
Udover 18-hullers banen i international klasse på 6.180 meter fra gul tee, skal der også anlægges en 9-hullers ”executive course” på 2.632 meter fra gul tee. Alle 27 huller vil blive præget af von Hagges karakteristiske store greens, og ingens af den 900 kvadratmeter store baneareal vil byde på blinde huller.

Ingen øjebæ men god helhed
Ofte er golfbaner – af økonomiske årsager – placeret tæt ved byerne og sjældent på den mest attraktive jord,”, forklarer Baril. ”Som golfarkitekter må vi derfor normalt forholde os til en række forstyrrende fremmedelementer som udsigt til industrielle komplekser, el-kaster og motorveje. Den slags er der intet af på Lyngbygaard – freden er total.

Hvad de færreste nye golfbaner er lykkedes med, er helhedsindtrykket, for mens der er satset på banen, er der slækket på de sociale omgivelser, så som træningsfaciliteter og restaurant, men også her ser det ud til, at Lyngbygaard leverer varen.

Det nydesignede og minimalistiske klubhus ved herregården kommer til at give en god udsigt udover den varierende park- og skovbane, mens der er satset på et godt køkken i nogle omgivelser, der ikke minder om en firmakantine.

Sammen gode behandling får man også på driving rangen. Nyholm Golf Academy vil sørge for, at spillere på alle niveauer kan blive undervist med det nyeste udstyr som V1 Pro videoanalyse, TrackMan og SAM PuttLab.

Til dem, der vil have en forsmag på Lyngbygaards glæder, åbnes der nu huller allerede den 2. maj, så der bliver det muligt selv at tage bestik af hvad, der er i vente.

Denne artikel blev første gang bragt i GOLFbladet i marts 2009.

Direkte link

Det sidste Tiger Woods gjorde før han måtte forlade den internationale golfscene i næsten 10 måneder, var at ”grave dybt” i US Open på Torrey Pines, før hans knæskade kort tid efter sendte ham på operationsbordet. I sin længere helingsperiode har verdensetteren også tænkt i spadestik, der har betydet, at hans indtjening bestemt ikke har været dalende selvom golfkøllerne har været ubrugte.

Tiger Woods tegnede sin første golfbane da han var 11 år gammel, og 20 år senere grundlagde han Tiger Woods Design, der køres af vennen Bryon Bell. Sidste år blev spadestikket taget til den tredje bane han er ved at designe. Hans bane i Dubai forventes åbnet senere i år, og derudover har han i et stykke tid været i gang med projekter i Punta Brava, Mexico samt i Blue Ridge Mountains, North Carolina.

Meget ukarakteristisk for Woods, er hans timing dog ikke specielt god. Hans entre som golfdesigner kommer på et tidspunkt hvor økonomien i byggebranchen er på sit laveste, og golfbranchen har det historisk dårligt. Ifølge National Golf Foundation, der følger golfindustrien fra alle sider, var 2008 det værste år i to årtier at åbne golfbaner i. Det er også bemærket at ’08 var det tredje år i træk hvor der lukkede flere baner i USA end der åbnede. I Hilton Head, South Carolina, der er kendt som den mest landets bedste golfdestination, faldt huspriserne med 10 procent, mens antallet af spillede golfrunder i området faldt med 5 til 20 procent.

25 millioner for 18 huller
Det er altid risikabelt at være skeptisk over for Tiger, og på kort sigt står han også til at tjene på projekterne uanset hvordan tiderne har det og uanset, at priserne daler – også i Dubai. Mens det ikke er klart hvad Woods tjener som designer, vurderer Golf World at Tiger Woods Design indkasserer $25 millioner på Punta Brava projektet alene. Er sådan et beløb i nærheden af at være sandt, så slår Woods alle rekorder – også inden for honorering af banedesign. En top bane designer som Tom Fazio tjener for eksempel sjældent mere end $2 millioner på et projekt.

Da Jack Nicklaus – Tigers store forbillede – præsenterede sit første færdige banedesign, Glen Abbey i Ontarion, var forskellen på hvad Nicklaus tjente på og uden for banen ikke så stor.  I dag tjener Woods syv gange så meget uden for banen som han tjener på fairways og greens. Udover at eje Tiger Woods Design er han betalt for at gøre reklame for Accenture, Electronic Arts, Getorade, Gillette og Nike. General Motors, der tidligere har været en af Woods hovedsponsorer med Buick, måtte på grund af krisen lade Woods gå i november 2008, og nu er det et stort AT&T logo, der pryder Tigers bag. Ifølge Golf Digest, tjente Woods $769 millioner fra 1996 til 2007, og kun de $100 millioner blev tjent på golfbanen.

På banen har Tiger ry for at slå sine modstandere før de har slået ud på første tee, og en undersøgelse foretaget af Kellogg School of Management, viser at andre golfspillere i snit bruger næsten et slag mere end normalt i en turnering hvor Tiger deltager. Dette er en markant statistik da forskellen mellem nummer to på PGA-tourens rangliste og nummer 125 er på blot to slag.

Verdens bedste sponsortække
Noget tyder på at Woods har samme effekt på investorer, for der er ingen, som er betænkelige ved at investere i projekter hvor Tiger er involveret, og der har ikke været nogen problemer med at rejse de godt $100 millioner som Punta Brava er budgetteret til.

I en alder af 33 år er Woods universets største sportsstjerne, og han slår endda David Beckham når det gælder global genkendelse. Sammen med Barack Obama og Madonna er Tiger en af de tre personer, der genkendes lettest over alt i verden. Der er intet tilfældigt ved det golfstjernen foretager sig og han spilder ikke sin tid overflødigt. Heller ikke når det gælder hans ægteskab med svenske Elin. Parret fik deres andet barn mens Tiger var skadet og kunne være en konstant del af familien. Dette ved de mennesker, der bakker op om Woods banedesign, og de håber han kan gøre for dem hvad han har gjort for Nike.

Da sportsfirmaet skrev en 2-årig kontrakt på $40 millioner med Tiger i 1996, producerede Nike hverken golfkøller eller golfbolde. To år senere startede firmaet så sin egen golfdivision. I 2000 kunne Nike så producere en bold som Woods ville benytte – oven i en 5-årig kontrakt til $100 millioner. Den største sponsorkontrakt i sportshistorien. Til gengæld er Nikes salg af golfudstyr gået fra nul til et årligt salg på $600 millioner i 2007, og dermed overgås Nike kun af Acushnet (ejer af bl.a. Titleist og Footjoy), TaylorMade-Adidas og Callaway Golf.

En start med skår i
Siden Tiger have trodset alle odds på Torrey Pines i fjor og derefter forsvandt, har golfverden så utålmodigt ventet på hans tilbagevenden til banen, og meddelelsen om hans comeback faldt på en torsdag i februar – samme dag som Phil Mickelson gik en 8-under 63’er på Riviera i første runde af Northern Trust Open. Denne superrunde druknede dog i nyheden på Tigers hjemmeside om, at Woods ville stille op i WGC Accenture Match Play, og efterfølgende var der heller ingen, der interesserede for, at Mickelson to dage senere gik en 62’er i Los Angeles for senere at vinde turneringen.

Tigers comeback fik dog en brat og overraskende ende da han blev pulveriseret i anden runde af WGC Accenture Match Play i Arizona. Det var ikke den udvikling som medieverden, og nu byggebranchen, havde regnet med, og spørgsmålstegnet er nu om en knæskade laver lige så meget om på Tigers karriere som den gjorde på Ernie Els, der kun har vundet en turnering siden på tre år. Uanset hvad, så har Woods dog allerede slået sit navn fast – nu også som golfdesigner. Pausen har vist ham, at han også kan klare sig uden for banen, hvis det skulle gå galt.

Denne artikel blev første gang bragt i GOLFbladet i marts 2009

Direkte link

According to Ian Barker, the Englishman who runs the numbers through the OWGR formula, Mickelson could overtake Tiger Woods if the latter finishes third or worse at Bay Hill (his presumed next start) and Mickelson wins his next scheduled start, the Shell Houston Open, depending upon the final strength of fields in those events.

Mickelson downplayed the narrowing gap between him and Woods, noting that ranking gains he and Sergio Garcia have made on Tiger deserve an asterisk because of the latter's long absence from competition. Still the beauty of the ranking is that there is no need for a committee to say "gosh, lets give Tiger a break because of his injury." The rankings comes out no matter what every Monday morning and the computer doesn't give points out just because someone is injured.

Garcia mathematically could have overtaken Woods at the WGC-CA had he won and Tiger finished 27th or worse. Sergio ended up tied for 31st, or 22 places behind Woods. Now Mickelson is Tiger's closest pursuer for the first time since Phil ceded the No. 2 spot to Garcia at the HSBC Champions last November. Mickelson has been No. 2 during 197 weeks of his 17-season career. Since Mark McCormack's world ranking debuted in 1986 only 12 players have been No. 1 (Woods, Ernie Els, Vijay Singh, Nick Faldo, Greg Norman, Nick Price, Bernhard Langer, Seve Ballesteros, Fred Couples, Tom Lehman, Ian Woosnam and David Duval). Coincidently Woods has been atop the OWGR for the last 197 weeks in a row, a striking number if you think that it's the same number of weeks that Mickelson has been number two in his career.

Direkte link

Michelle Wie made it to the LPGA Tour when she came in on a shared seven spot at the Qualifying Tournament. Congratulations. The whole golf world seems to think that's fantastic, but I cant see it's so impressive.

Wie was deemed greatness several years ago, but she ruined a lot of her chances by playing against men so frequently. In the beginning she was supposed to dual with Paula Creamer, who surpassed her quickly by winning the 2004 LPGA Tour Final Qualifying Tournament  with four strokes and crushing the money list the following year as the youngest player ever. What did Wie do? She lost to the boys.

Next Wie was supposed to dual with Morgan Pressel in '05 and '06, but while Wie stood still Pressel hammered by and won the Woman's US Open in '07 as the youngest player ever.

Now there is a new girl who is supposed to be Wie's new rival - Stacy Lewis. Now, Lewis actually won the LPGA Qualifying Tournament and this year - with three shots to Amy Yang, and Lewis is probably one of the most promising American female players in a long time - including the period of Wie. Then Why is all the hype once again around Wie, who has done nothing the last few years than to get disqualified and missed cuts?

I know marketing needs an ikon, and Nike has created one in Wie, but she is not Tiger Woods no matter how often the comparison is made. She's more likely to be the new Jennifer Capriati of golf - only Wie won't be #1 in the world. Creamer, Suzann Pettersen, Yani Tseng, Inbee Park and Lorena Ochoa will make sure of that for the next decade. And Pressel and Lewis will challenge them, but not Wie.

Don't get me wrong, Wie will probably win some tournaments eventually, but she will never be the dominant player on the course that people claim (now on the fourth or fifth year). She will belong to the top 10 or 15 in the world, but if she was the prodigy people think she is, she would have done what Creamer and Pressel already have done.

Direkte link

DENNE ARTIKEL BLEV FØRSTE GANG BRAGT I OKTOBERNUMMERET AF GOLFBLADET

Så nåede den formålsløse debat om doping i golfsporten til de danske avisoverskrifter i en sæsonmæssig agurketid hvor Tiger er ude, Ryder Cup er ovre og det rent faktisk kræver lidt fantasi og evner at finde de gode golfhistorier. Men det var den tabloidagtige og ligegyldige dopingdebat, blottet for nogen relevant tråd, der skabte overskrifter i sidste måned. Golfavisen hoppede med på vognen, og valgte at tale med nogle mennesker, der rent faktisk vidste hvad de talte om.

Det har længe været et modefænomen at skrive om doping. For det meste fordi det er dejlig nemt og rimeligt, for det meste at kunne kaste sig over nogle cykelryttere, der aldrig synes at forstå, at det er ulovligt med for forbudte stoffer i sport. På det seneste er det dog blevet for nemt. At skrive om doping er blevet sportspressens tabloidjournalistik. Nu er det også blevet golfsportens. Der er ellers nok af interessante sager at skrive om i golfverden, men de færreste af dem er så nemme at lave. Det kræver som ofte research, forbindelser, indsigt og mest af alt en vilje til at ville skrive en god historie og gøre et godt stykke arbejde. Der er dog nogen, der mangler den vilje, og så er der emner, der er dejlig nemme at kunne give sig i kast med, uden man behøver at nævne for mange navne, have for mange (og korrekte facts), og uden egentlig at vide hvad man skriver om.

Golfsporten har længe levet et isoleret liv, da det er en sport som godt nok har mange konkrete punkter i sin opbygning, men samtidig også arbejder ud fra nogle meget varierende parametre, ganske fordi det er en sport, som mere end nogen anden fungerer og udøves i harmoni med naturen og dens luner. Det er også en sport, der er bygget op på fundamentet om ærlighed, personlig styrke og bevidstheden om, at det ikke er andres ulykke, som fører til ens egens succes. Det er sporten hvor det, at være ærlig, er en selvfølge, og det er den eneste sport i verden hvor en spiller kan give selv en straf – og gør det. Det er sporten, hvis grundlæggende principper, de færreste udenforstående i virkeligheden forstår.

Hvad får man så, når man så når man sætter mennesker, der ikke forstår helheden til at skulle gengive det overordnede billede? Man får den lette vare. Den fordrejede historie. Den vandede udlægning, som egentlig ikke har noget med sagen at gøre. Man får den hovedrystende tidsspilde.

Den seneste tid har man kunne læse, at doping plager elitegolfen. Det er en catchy overskrift, og historien er sådan set den samme, med et par få ændringer fra organ til organ, der ikke har fundet det nødvendigt selv at undersøge sagen. Hvis historien var korrekt, ville det have været et interessant emne. Men det er ikke en lødig overskrift, og det er heller ikke en korrekt historie.

Uændret mentalitet
Mentaliteten i golfsporten har ikke ændret sig siden de første slag blev slået ved Musselburgh eller i klitterne ved St. Andrews, og op til 1970’erne og 80’erne hvor de første østtyske atletikkvinder fik overskæg. Mentaliteten har også været den samme gennem 90’erne og det nye århundrede hvor specielt den ene atletikudøver og sportscyklist efter den anden er blevet taget i seriøse dopingsager. Nu er doping i netop atletik og cykelsport efterhånden blevet så meget dagligdag, at man knap løfter et øjenbryn mere, når endnu en vinder eller udøver bliver knaldet. Selv sponsorerne reagerer dårlig nok på overtrædelserne mere og TV sender gladelig videre fra både den ene og den anden sportsbegivenhed, der er gennemsyret af uærlige sportsudøvere, som sjældent er blevet opdraget til, at der ikke findes nogen genveje til sejr. Men hvad gør man så? Man finder en ny sport, at kaste sig over med dopingemnet, og dem, der kaster sig over den, har ironisk nok et begrænset kendskab til hvad tingene egentlig drejer sig om. Man tager nogle reporter, og læser dem som fanden læser bibelen. Derefter tilfører man lidt usaglig kolorit og lidt fyld, hvorefter man i bedste tabloidpressestil offentliggør en historie, der i virkeligheden ikke er en historie.

Kunsten, at læse en rapport
Men hvad er det så påstanden lyder på? Ifølge en påstand i Golfmagasinet, så skulle dobbelt så mange golfere som andre sportsgrenes OL-deltagere blev testet positive for doping i 2007.

”Den dårlige nyhed er, at dobbelt så mange golfere som alle idrætsfolk inden for OL-sportsgrenene og IOC’s venteliste, hvor golf er med, blev testet positive sidste år”, skriver bladet, og fortsætter: ”Helt præcist er 3,9 procent af alle dopingtestede golfere verden over, mens kun 1,9 procent af alle testede idrætsfolk i OL- og IOC-sportsgrenene blev testet positive. Det viser helt nye tal fra den internationale antidopingorganisation.”

Dette er desværre en påstand som det meste af den danske presse har valgt at viderebringe i stedet for, at undersøge hvad der egentlig er fakta i sagen – også fordi et nyhedsbureau som Ritzau har valgt at viderebringe Golfbladets pressemeddelelse nærmest ordret i Danmark uden at forholde sig kritisk til den.

Spørger man nogle af de folk, der til daglig bevæger sig i golfens indre kredse, så tegner der sig dog et andet billede af de dopingresultater fra 2007 som World Anti Doping Agency (WADA) offentliggjorde i juli 2008. Den måde hvorpå rapporten er blevet præsenteret og fortolket, har blandt andet vakt en del forundring blandt andet i DGU.

”Jeg er sportschef i DGU, og jeg har været en del af denne her branche i stort set hele mit liv”, siger Morten Backhausen, der selv har været professionel golfspiller. ”Jeg har aldrig hørt eller set noget omkring doping inden for golf. Vi tester jo rigtig mange spillere hvert år, og der har aldrig nogensinde været noget. Hverken i de seneste år, eller i den tid jeg var professionel. Og sådan tror jeg også det forholder sig på verdensplan.”

Hos DGU’s Eliteansvarlige, Claus Mølholm, er der også en del undren at spore – både over artiklen, og de ting han er blevet citeret for i den.
”Mine udtagelser til den historie er et sammenkog, og det er meget uheldigt”, forklarer Mølholm, og da han bliver spurgt om han mener at de undersøgelser, der er blevet lavet at WADA tegner et korrekt billede af om hvor vidt der er doping i golfsporten, er der ingen tøven. ”Det kan jeg svare meget klart på: Den undersøgelse tegner ikke et klart billede. Men det er sådan set ikke WADA, der tegner det billede. Det gør pressen, og i første omgang Golfmagasinet.”

”Det, som der foreligger, er, at man har en laboratorierapport, som bliver sendt til os direkte fra de her uafhængige laboratorier, og så er det selvfølgelig rigtigt, at der bliver fundet nogle analytiske prøver, som afviger fra det, der er tilladt. Men det man skal holde sig for øje det er, at det jo ikke er domme, der er afsagt her, for når vi taler golfspillere og tidligere domme, så er det jo nærmest nul hvad, der har været af sager i hele verden. Grunden til dette er, at der er stor forskel på at finde et stof, som ikke er tilladt og til der rent faktisk kommer en dom”, fortsætter Mølholm. ”Det handler jo så igen ikke om, at der er en masse golfspillere, der ved hvordan man snyder med forskellige procedurer, eller på anden måde kommer uden om. Men det forholder sig simpelthen sådan, at en lang række stoffer, kan man få dispensation til at bruge. Inden for golfverden er det jo typisk at man får dispensation til at bruge høfebermedicin og astmamedicin. Man kan også få lov til at blive behandlet med binyrebarkhormon. Så sent som for en uge siden har en af vores professionelle spillere været inde og få dispensation fra Anti Doping Danmark til at få noget binyrebarkhormon for en skulderskade.”

Det vil sige, at når der er tale om denne ”rådata” fra laboratorierne, så er det data, der går uden om Anti Doping Danmark og direkte til WADA, så denne spiller, der har fået dispensation for at blive behandlet for sin skade, vil efterfølgende optræde som en person i denne her test, der er fundet positiv og har en dom - selvom spilleren på forhånd har opnået en tilladelse.

Hvem er blevet testet?
”Jeg kender ikke til nogle tilfælde af doping på Europatouren”, siger den dobbelte PGA-mester Anders Hansen. ”Men vi har haft mange møder for at imødekomme en dopingpolitik, og vi er i gang med at få igangsat et dopingprogram, der skal køres ind. Høfeber er et stort problem blandt golfspillere – der er spillere, som har måttet stoppe karrieren på grund af høfeber, så det skal vi naturligvis kunne forebygge som spillere.”

Mølholm, der selv har en tidligere karriere som aktiv elitespiller, bruger nu sin tid på at styrke DGU’s elite organisatorisk, og kan ikke se den røde linje i undersøgelsen.
”Jeg mener det er en helt forkert vinkel at tage, at gå ind og bruge disse laboratoriedata”, siger han. ”Det som man selvfølgelig kan se fra denne data – og det skal naturligvis tages med i betragtning – det er, at golf tilsyneladende er overrepræsenteret i forhold til nogle af de her præparater på den forbudte liste. Og når man så går ind og siger: ’Hvad kan dette skyldes?’, så er vi lidt mere ude i nogle gisninger frem for fakta, og derfor har vi fra dansk side taget fat i Anti Doping Danmark og WADA for at komme lidt bag om tallene, og hvad angår danske spillere, så er der ingen, som er blevet fundet skyldige i doping inden for de sidste 20 år.”
I det hele taget fremgår det ikke af rapporten om der overhoved er nogen, der er blevet dømt og hvilke stoffer, der er testet for (testosteron eller binyrebarkhormon). Og så er der et helt andet spørgsmål, der melder sig, for hvilken type spillere er det, der er blevet testet?

”Vi kunne godt tænke os at vide om det er en meget bred aldersgruppe, der er blevet testet i den pågældende undersøgelse, og hvor stor spredning der er på niveau af de spillere, der er blevet testet”, siger Mølholm. ”Er det en 20-årig eller er den en 50-årig?

Er det amatører eller professionelle? Er det en elitespiller, eller er det en motionist? I nogle lande kan det nemlig godt være motionister, som bliver testet. Men man må gå ud fra, at det er elitespillere og amatørelitespillere, der for det meste er blevet testet. Jo ældre man bliver, jo flere skavanker får man, og så handler det ikke om præstationsfremmende effekt, men om forebyggelse.”

”Det jeg tror man skal bide mærke i, er, at der med stor sandsynlighed ikke er nogle professionelle tal i denne her undersøgelse fra juli måned, fordi selvom der har været talt om det i mange år, så er det først i 2008, at der rent faktisk er gennemført doping tests i USA og Europa. Der har været lidt i Frankrig, for de har generelt været meget aggressive på grund af cykelsporten og Tour de France, og i de franske turneringer har der også været en franskmand, som også havde en håndskade som han blev behandlet for. Hans test viste positiv, men han blev frikendt, da det var en godkendt behandling. Men ellers er det først nu, at det professionelle niveau rent faktisk bliver testet, og det er noget at vi fra DGU støtter meget positivt, så det tests også bliver gældende på 3rd level og Challengetouren.”

”Vi kan jo aldrig gardere os imod en spiller, som af uvidenhed eller af dumhed tror man kan snyde systemet. Men har vi et testsystem, så er det blot et spørgsmål om tid før vedkommende bliver fanget, og så skal han naturligvis knaldes, hvis det ikke kan forklares på nogen naturlig måde.”

Spiller med åbne kort
Der er jo en stærk formodning om, at golfspillere færdes meget i naturen og formentlig har et lidt større behov for at få medicin mod blandt andet høfeber – og derfor får de også tilladelse til at bruge sådanne medikamenter. Golfspillere kan også være overrepræsenteret i undersøgelsen fordi de rent faktisk får flere håndled- skulder og rygskader end mange andre sportsudøvere og der er en meget større aldersspredning i golfsporten.

”Vi kunne godt tænke os at blive klogere på de 3,9 procent, men kort sagt, så mener vi i DGU ikke, at der er noget problem og vi mener ikke det er alarmerende. Men det er naturligvis interessant at gå i detaljer med hvad et tal som 3,9 procent skyldes”, siger Mølholm.

Grunden til at golf overhoved er kommet på tale i en sådan grad i forbindelse med doping, er, at golfen formentlig endelig er på vej på det olympiske program, og derfor har man nedsat et organ, der taler sammen i forhold til IOC med henblik på at få gennemført tests i golfsporten på alle professionelle niveauer for at få en ensrettet holdning til hvilke stoffer der er forbudt og i forhold til hvilke sanktioner, der skal være i forhold til overtrædelser - både blandt amatører og professionelle - og det vil der i løbet af 2009 blive fundet en konsensus omkring, blandt andet ved et møde, der skal afholdes her i Danmark.

”Vi er i en opstartsfase, hvor der er mange ting, der skal køres ind i det dopingprogram vi skal rette os efter, og når det drejer sig om doping skal der ikke så meget til før pressen tror der er en god historie”, siger Anders Hansen, der midt på sæsonen tog en pause fra spillet og fik en knæoperation, i stedet for at spille på medicin. ”Derfor spiller vi også med helt åbne kort. Der er ikke nogen, der ikke er imødekommende, for der er ikke nogen spillere, der har noget at skjule. De medikamenter, der til tider tages af golfspillere, er jo medicin, der er blevet godkendt på forhånd, så de såkaldte positive dopingresultater er jo i realiteten ikke positive. Det er jo ikke epo vi tager, men sådan bliver det jo fremlagt.”

Langt de fleste amatørforbund kører allerede efter WADA-listen, mens de professionelle forbund har valgt nogle variationer i forbindelse med visse stoffer. Det, der adskiller professionelle og amatører lige nu, er beta-blokkere, blodfortyndende og hjertefrekvensnedsættende medicin, som man ikke tillader på de professionelle tours, fordi man ikke vil have den mistanke, at det forbedre spillernes nerver og forbedre deres præstationer. Der er så til gengæld også læger, der mener, at disse medikamenter kan have en negativ effekt, da man så til gengæld heller ikke er mentalt skarp når det så gælder. Hos amatørerne er alkohol også stadig tilladt, mens det ikke er tilladt blandt professionelle. Tanken er formentlig, at man af etiske og sikkerhedsmæssige grunde helst ikke vil have folk gående rundt, der er berusede og kan slå over 300 meter skævt. Her skal der ikke nævnes nogen navne fra den amerikanske PGA Tour.

”Ser man på årsagen til WADA’s liste, så er det en blanding af, at der skal være en reel præstationsfremmende effekt før et stof bliver forbudt”, siger Mølholm. ”Så kan der være nogle etiske elementer, og her kan et forbund jo gå ind og sige vi vil gerne have alkohol på listen, da den ikke er passende for vores sport. I nogle få sportsgrene er der et sikkerhedselement i det: alkohol er ikke tilladt i motorsport, skydning og bueskydning og den sammenhæng kan man jo godt forstå.”

Et spørgsmål om tid
Men er de spillere, der er blevet dopingtestet i 2007 til rapporten fra juli så ligegyldige i det overordnede billede? Undersøgelsen er foretaget over hele verden, og selv i områder som Sydamerika og Asien ud over USA, Europa, Australien og Sydafrika, og når man ikke ved hvilke spillere, der er blevet brugt i testen, så gætter man jo sådan set bare på om der er et problem eller ej. Men hvis der er nogle ganske få spillere, der er testet positive for, for eksempel testosteron (væksthormon), så er det et problem, der skal tages meget alvorligt. Der kan være tale om en spiller fra Argentina, der gerne vil slå længere, eller der kan være tale om en motionist, som deltager i et forsøg, der er godkendt af det pågældende lands pågældende dopingorganisation? Sådanne personer indgår nemlig også i forsøget.

En spiller som Nick Price har været fremme i pressen og sige at han tidligere havde taget beta-blokkere, men man kan diskutere om det har en effekt da golf på topniveau er en meget mental sport. Det store spøgelse, er om der er et testosteronmisbrug i golfsporten. Er der nogen, som tager vækstopbyggende præparater. Vi gætter på det måske kan have en effekt når man træner, men ikke nødvendigvis på at man slår længere, for store muskler betyder ikke man slår længere og mere præcist. På det punkt er de lærte ret uenige. Men hvis man har en god fysik og tager vækstopbyggende præparater i en moderat grad, så kan man måske træne fra solen står op til den går ned, og så være frisk som en havørn næste dag. Den tese var der måske nogen, der kunne føle sig fristet til at prøve.

”Men doping er et modefænomen i pressen, og det gør, at man selvfølgelig kigger på andre sportsgrene end cykelsport og atletik”, afslutter Mølholm. ”Det er naivt, at tro at golfsporten kan komme uden om en dopingdom på et eller andet tidspunkt. Det er nok desværre et spørgsmål om tid før der er en golfspiller, der bliver testet positiv, men det er formentlig en type, der tror man kan komme til at spille som Tiger Woods ved at snuppe en genvej. Man kan gætte på om der går fem år, 10 år eller længere ud i fremtiden.”

Det korte af det lange er, at der nok ikke er nogen i golfverden, der negligerer forebyggelsen af doping i sporten, men måske gættes der mere end der vides, og så er det vigtigt at komme ind til sagens kerne, og det er kun de professionelle, der kan klare den opgave – ikke amatørerne, for nu at blive i golfterminologien.

Direkte link

The world's most famous golf course could sink into the sea by 2050, a climate change expert warned today.

Professor Jan Bebbington raised the possibility that the Old Course at St Andrews - known as the Home of Golf - could be lost through coastal erosion by then.

The St Andrews University academic was asked to prepare a report visualising the effects of climate change on Scotland's future society.

She decided to write a speech, to be delivered at an imaginary carbon forum in 2050, aimed at encouraging countries to meet their emissions targets.

It describes how Scotland adapted to more severe winter storms, flooding and rising sea levels by coordinating a "managed retreat from vulnerable coastal
locations".

But it also refers to the "sorrow at the last British Open played in St Andrews" before the course was claimed by coastal erosion.

The speech, which assumes Scotland has achieved an 80 per cent reduction in greenhouse gas emissions by 2050, also talks of the rise in car-sharing and vegetarianism.

It describes the "Scottish Carbon Enlightenment", involving a "huge array of social experiments" which leads to "unleashed creativity on a grand scale".

It talks of "low carbon living" being achieved through technology, individual and collective behaviour change, and changes in culture, values and
expectations.

Prof Bebbington describes the Scotland of 2050 as a "happier place than it once was", but adds it is "a time of profound change".

She said she hoped the speech would encourage people to think about the potential effects of climate change.

The director of the St Andrews Sustainability Institute said: "I am trying to say don't assume the way we live now and the things we take for granted will
always be there.

"The Old Course is one example. It could be safe and I suspect it will attract a lot of investment to try to keep it safe.

"But it is on low lying ground and people should be asking themselves what if it - and other places we take for granted - was not there any more.

"In 2050 we will still work and have friends and do what we do now, but the world will be a very different place."

Prof Bebbington's work was commissioned by the David Hume Institute in Edinburgh and will be launched at an event in the city's Dynamic Earth tomorrow.

Direkte link