Historien om Amen Corner

Da Herbert Warren Wind voksede op, havde skrivemaskinen endnu ikke gjort sit indtog, og da den begyndte at komme på mode fortsatte Wind altid med at skrive sin kladde i hånden. Det betød, at Wind ikke var blandt de hurtigste skribenter, da han i 1954 sagde ja til posten som golfredaktør på det dengang nye ugeblad, Sports Illustrated. For det meste kunne han sagtens nå at skrive i sit ”semi-reflektive” tempo og stadig nå sine deadlines, og han var kendt for at sige, at han behøvede 5.000 ord for at have en klar stemme. Der var dog ét problem: Når det gjaldt de fire majors, så skulle historien afleveres tidligt mandag morgen.

En uforglemmelig idé
Dette var ikke nogen udfordring for journalister, der var vant til at have en kort deadline, men for Wind var det et problem. Wind følte først han kunne gå i gang når det sidste slag var slået, og han havde en rutine: Efter hver runde trak han sig hurtigt tilbage til sit hotelværelse hvor han arbejdede til omkring klokken to om natten. Så stod han op klokken seks, læste artiklen igen, skrev den på maskine for så at aflevere den på Western Unions kontor. Wind prøvede alternativer, men i 1958 foreslog han sin redaktør om man ikke kunne køre en lille rubrik med tekst og et billede af vinderen dagen efter, og så følge op om tirsdagen med en længere, detaljeret artikel om den pågældende major. Denne idé faldt i god jord, og netop i ’58 skulle denne rubrik om mandagen fra Masters blive en uforglemmelig en af slagsen.

Rubrikken beskrev hvordan Arnold Palmer og Ken Venturi spillede 12. og 13. hul på Augusta National i finalen. Fordi banen var blevet gennemblødt hele natten og hele morgenen på grund af regn, var der opstået en lokal regel: hvis en spillers bold sad fast på fairway eller i roughen, måtte han løfte bolden ud af nedslagsmærket og droppe den uden straf. Denne regel var 12. huls official ikke klar over, og det førte til en hændelse, der gjorde det usikkert om hvor vidt Palmer skulle noteres for en 5’er eller en 3’er på et andet sted i dette nummer.Palmer lod sig dog ikke ryste mere af hændelsen end at han på det dengang 434 meter lange par 5-hul 13. lavede en eagle og senere vandt titlen, der samtidig blev hans første majorsejr.

Det Fatale Hjørne
Efter turneringens afslutning havde Wind nu rigelig tid til at forfatte teksten til den korte rubrik, og han følte han burde finde et passende navn til det fjerne hjørne af banen hvor dramatikken omkring Palmers bold havde fundet sted, nemlig stykket fra sidste halvdel af 11. hul, hele 12. hul og den første halvdel af 13. hul. Wind, der var en stor jazzelsker, begyndte at ransage sin hjerne for jazzsange, der kunne give ham inspiration til en storslået titel til hjørnet på Augusta. Wind havde altid beundret en anden legendarisk sportsjournalist ved navn Grantland Rice, der blandt andet var blevet udødeliggjort med artikeltitler som ”the House that Ruth Build” (om Babe Ruth), og ”Georgia Peach” om Ty Cobb, og på et tidspunkt kom han i tanke om en single han havde med klarinettisten Mezz Mezzrow. Hittet på A-siden hed ”35th and Calumet”, men på B-siden var der et nummer, der hed ”Shouting in the Amen Corner”.

Artiklen, som blev trykt den 21. april 1958, hed ”The Fateful Corner” og startede således: ”Om eftermiddagen, før starten på den seneste udgave af Masters golf turnering, fandt en vidunderlig stemningsfuld ceremoni sted længst væk på Augusta National – nede i Amen Corner hvor Rea’s Creak møder 13. fairway nær teestedet og løber parallelt med forkanten af greenen på 12. for endelig at skylle forbi langs den 11. green…”Siden den dag har det fjerneste hjørne af Augusta National aldrig heddet andet end Amen Corner, og selvom historien bag navnet stadig er ukendt for mange, der lige har begivet sig ud i at udforske golfsporten og i særdeleshed, er Amen Corner i dag et af de mest kendte og omtalte sportsfænomener i verden.</div>

Denne artikel blev første gang bragt i GOLFbladet i marts 2009.

Espen Uldal Player info Alder 46 år Denmark, Humlebæk Status Offline