Italienerne Kommer!

Flere gange i de senere år er jeg blevet mindet om et interview jeg lavede med Edoardo Molinari for godt fire år siden i Milano. Dengang var han en amatør, der var kendt af de færreste, og hans bror, Francesco, var kendt af endnu færre. Det er der siden blevet lavet om på. Blandt andet vandt hans bror Telecom Italian Open den uge vi mødtes, og siden hen har de væltet golfverden.

I marts skrev jeg en artikel om italiensk golf da der siden Molinaribrødrene er kommet endnu en italiener ind i billedet - den lovende Matteo Manassero. Artikel var skrevet i forbindelse med dette års Masters hvor alle tre italienere spillede med, men historien er mindst lige så aktuel i denne hvor Brødrene Molinari skal ud i førerbold på Gleneagles. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi også kan få dem begge med til Ryder Cup, og som regerende mestre i World Cup, vil de være et selvskrevet makkerpar. Men det er en anden historie. Her kommer den jeg skrev til Golfbladet marts...

Historien om italiensk golfs seneste opblomstring kan beskrives med tre ord: Eduardo, Francesco og Matteo. Det er en beretning om to ambitiøse brødre, der slog til på det helt rigtige tidspunkt, og en ung teenager, som leverede varen tidligere end nogen anden før ham. Det er også en historie, der ikke er slut, men kun lige er begyndt.

Indtil for ganske få år siden, var Costantino Rocca den eneste italienske golfspiller, der havde formået at runge i den internationale golfverden. Den karismatiske Rocca havde vundet fem gange på Europatouren mellem 1993 og 1999, med sejren i PGA Championship i 1996 som højdepunktet. Blandt de tre top 10-placeringer han opnåede i majors, huskes han nok bedst for dengang han blev nummer to i British Open i 1995: Efter at have holet et vanvittigt putt fra the Valley of Sin på St. Andrews 18. hul, kom han i omspil med den endelige vinder, John Daly. Rocca havde også begejstret mange europæere da han pacificerede Tiger Woods i singlerne ved Ryder Cup på Valderrama i 1997 med 4&2, men da den nu 52 år gamle italiener ved årtusindeskiftet etablerede sig på European Seniors Tour, virkede det som om han tog italiensk golf med sig i glemmebogen. Sådan skulle det dog kun være en kort stund.

Gennembruddet i Milano
Første gang jeg mødte Edoardo Molinari, spiste vi sammen på en restaurant i Milano en lørdag aften i 2006, men ved den lejlighed gjort han ikke meget væsen af sig, men nøjedes med at smile stille til de morsomme og livlige kommentarer fra Peter Hedblom og Anders Hansen, der var de andre personer ved bordet.  Året før havde italieneren, som den første europæer i 95 år, vundet US Amateur. Det betød, at den 24-årige italiener efterfølgende havde spillet de to første runder af Masters 2006 med Tiger Woods, og denne uge havde Edoardo fået et wild card til Telecom Italian Open. Selvom han ikke havde klaret cuttet og stadig havde amatørstatus, var han allerede blevet taget under vingerne af et schweizisk managementfirma og dets spillere. Der herskede ingen tvivl om, at der i denne beskedne gut, var tale om en kommende storspiller, og senere på året skulle han spille US Open, endnu en gang i selskab med Woods i de to første runder.

Dagen efter sad Edoardo og jeg ved klubhuset på Castello di Tolcinasco G & CC og ventede på at hans lillebror, Francesco, skulle ud i søndagens førerbold. Uden at vide hvor relevant det interview skulle blive senere på dagen, talte vi om hans egen og broderens foreløbige karriere og deres ambitioner. Seks timer senere hævede Francesco Molinari turneringens trofæ som den første italiener siden Massimo Mannelli i 1980. Et blæseorkester fra militæret spillede en lang march før præmieoverrækkelsen hvorefter italienerne jublede – og græd derefter af glæde.

Den rigtige timing
I 2005, to uger før Edoardos sejr i USA, havde 34-årige Emanuele Canonica godt nok vundet Johnnie Walker Championship – og var dermed den tredje italienske vinder på touren i nyere tid efter Rocca og Massimo Scarpa – men den sejr var druknet i landsmandens US Amateur triumf, og nu havde lillebroderen endda vundet på italiensk jord. To brødre, der i en ung alder triumferede, solgte væsentlig bedre i golfverden end en aldrende spillers første sejr på Europatouren i 14 år.

Mens de italienske golfmedier havde vist stor glæde over Canonicas sejr, havde den lille langt slående spiller fra Torino ikke den samme appeal som en ung, høj, veltrænet og køn spiller, der har gjort noget ingen anden europæer har præsteret i næsten hundrede år.
”De sejre påvirkede italienerne forskelligt”, forklarer Edoardo da han ser tilbage i tiden. ”Canonica havde været på touren i lang tid og alle havde gået og ventet på han skulle vinde. Da han så vandt, var det uheldigvis to uger før jeg vandt i USA, og det satte hans sejr i skyggen. Det var skuffende for ham, for der er ikke nogen tvivl om, at hans sejr var vigtigere end min. Det er givetvis sværere og mere prestigefyldt at vinde på Europatouren end at vinde US Amateur, men det var bare uheldig timing.”

Brødrene Molinaris gennembrud kunne til gengæld ikke være skrevet bedre i romanformat end det, der skete da Francesco gik sit livs søndagsrunde og henviste Anders Hansen til en andenplads i Milano for andet år i træk.

”Min brors sejr var også speciel, set med italienske øjne. Han vandt Italiens eget åbne mesterskab og var kun 23 år gammel. Der var ikke så mange på det tidspunkt, der havde vundet på touren i så tidligt en alder, og det betød også, at flere unge italienere begyndte at spille golf.”

Med golf som en marginalsport i Italien, vidste brødrenes far Paolo Molinari, at der skulle noget ekstra til, hvis de skulle udnytte deres talenter.

”Det Italienske Golfforbund hjalp os økonomisk når vi skulle ud at rejse”, fortsætter Edoardo, der allerede som 15-årig vandt English Boys Under 16 i 1996. ”Men det var det. Så i 2003 begyndte min bror og jeg at tage til USA og træne med Denis Pugh, der også trænede Colin Montgomerie, og det er naturligvis noget vi selv har måttet betale. Det er også derfor vi begge er så stolte over hvad vi har opnået, for vi har gjort det på egen hånd og med hjælp fra vores familie. Vi er taknemmelige for at Forbundet gav os mulighed for at spille så meget i udlandet, men vi har selv gjort forskellen.”

De bedste brødre i verden
Mens Francesco var blevet professionel i 2005, ventede Edoardo til 2007, hvor han vandt to gange på Challengetouren uden at avancere til Europatouren.  Efter et stille 2008 satte brødrene så Italien på golflandkortet igen i 2009 da de vandt World Cup til Italien for første gang nogensinde. Samme år leverede Francesco en 13.-plads i British Open og en 10.-plads i USPGA Championship og sluttede sæsonen som nummer 38 på verdensranglisten.
Edoardo vandt Challengetourens Order of Merit blandt, andet via tre sejre samt syv andre top 10-placeringer, og han snuppede også titlen i den japanske Dunlop Phoenix Tournament.  Som nybagt spiller på Europatouren i 2010, sluttede Edoardo endda sidste år af med en fjerdeplads i South Africa Open Championship og endte 2009 som nummer 48 på verdensranglisten, efter at være startet året som nummer 653.

Dermed havde den nu 29-årige Edoardo og 28-årige Francesco kvalificeret sig til Masters som det første brødrepar siden japanske Jumbo og Joe Ozaki i 2000. I år bliver dog ikke den første gang italienerne er sammen på Augusta National, for Francesco var caddie for Edoardo da han spillede turneringen første gang i 2006, men brødrene Molinari var ikke de eneste italienere, der imponerede sidste år.

Matteo yngst og bedst
Matteo Manassero var kun godt 12 år gammel da Italien gik amok over Molinaribrødrene, og mens deres succes har været med til at motivere teenageren fra Verona, der ligesom de to brødre fra Torino, har prydet den azurblå landsholdspolo, har Manassero primært set op til legender som Seve Ballesteros og Tom Watson, som han senere skulle få et meget specielt forhold til.

Manassero skulle da også sørge for, at Molinaribrødrene ikke skulle stå alene for at skrive golfhistorie i 2009. I en alder af blot 16 år og 61 dage vandt han British Amateur Championship, som den yngste nogensinde, og kvalificerede sig derefter til British Open. Et mesterskab hvori han spillede sammen med Watson og Sergio García de to første runder og sluttede turneringen på en imponerende 13.-plads, godt nok til at vinde the Opens sølvmedalje – prisen for at slutte som bedste amatør.

Manassero skrev endnu et stykke golfhistorie den 30. december 2009 ved at blive den første italiener, der indtog førstepladsen på amatørernes verdensrangliste, og det er en placering han fortsat holder.

I selskab med Molinaribrødrene påmindede Manassero i februar i år atter golfverden om italiensk golfs storform, da teenageren sluttede Dubai Desert Classic på 31.-pladsen som bedste amatør, et slag efter Francesco og otte slag bag Edoardo.

På trods af et stramt rejseprogram, der blandt andet også tog Manassero til København da IOC optog golfsporten på det olympiske program, formår han også at passe sin skole.
”Mine forældre vil have at jeg gør min skole færdig, og det regner jeg også med at gøre, men jeg skal ikke på universitetet”, sagde Manassero sidste år i juli måned. ”Når jeg er færdig med skolen, vil jeg blive professionel.”

Det unge talent har dog ikke haft mere travlt med at turne pro end at han har skudt skiftet til starten af Italian Open den 6. maj i år. Dermed kan han også udnytte den invitation han, som vinder af British Amateur, har modtaget til Masters i år.

Espen Uldal Player info Alder 46 år Denmark, Humlebæk Status Offline