Find andre spillere
Handicap
til
Alder
til



World ranking

2009-09-05 18:31:18

Crans-sur-Sierre: Den alpine golfjuvel

Share |

Du finder det nok ikke noget andet sted i verden: En golfbane i verdensklasse, omringet af en udsigt og en stemning som man næppe troede man kunne få næsten for sig selv. Men sådan er det at komme til Crans-sur-Sierre, der ligger i det mondæne men uspolerede Crans-Montana.

Èn ting er at nå op til Crans-sur-Sierre, der ligger 1.500 meter oppe over havets overflade i de schweiziske alper med henblik på at spille golf på Golf Club Crans-sur-Sierre, der i år blev grundlagt for 100 år siden. En helt anden ting er, at forcere den 6.341 meter lange 18-hullers par 72-bane Severiano Ballesteros Course, der er blevet omdesignet af Seve Ballesteros. Og så alligevel ikke.
Begge udfordringer – at køre op ad de snoede bjergveje omringet af vinmarker, og at spille den kuperede bjergbane, omgivet af træer og alpehuse – fylder én med beundring. Udsigten er enestående, luften er berusende (eller måske bare tynd og trættende) og den fredfyldte stilhed er nærmest helbredende.
Golf-Club Crans-sur-Sierre har siden 1939 bane til Omega European Masters, og de fleste pro’er angriber årligt Ballesteros greens – eller omvendte tallerkener – med en god portion frygt. Selvom greens ikke er lige så hurtige når klubben medlemmer og gæster spiller på dem, udgør de dog alligevel en betragtelig udfordring, men det er én man bør unde sig selv. Det er også sin sag at slå ind til green på par 4-hullet 18. og undgå at slå i Etang Long – den lille sø på højre side af afslutningshullet. Selvom bolden flyver 10 procent længere i den tynde bjergluft, står man også overfor lidt af en opgave når man skal afslutte for9 med det 546 meter lange par 5-hul, der går op ad bakke hele vejen og som spiller 575 fra hvid tee.

Smuk udsigt og bølgende fairways
Den mest fantastiske oplevelse venter dog en når man går fra par 4-hullet sjette (hvor man kan drive green), langs skoven og ned mod par 4-hullet syvende. Her åbner alperne sig for én mens man går ned til tee, og føler man bevæger sig på en bjergtop hvorfra man kan se ned på de små byer i dalene. Når man så retter blikket mod green, får man øje på endnu en green, der kan nås med driveren. Der er dog en ting, der er afgørende hvis man vil klare sig godt på Golf-Club Crans-sur-Sierre: Har man ikke taget den varme putter og det korte spil med i kufferten, er man prisgivet. Man kommer ingen vegne på denne bane ved bare at kunne slå langt, for par er stadig en kamp selvom man er på green i regulation.
Dertil kommer så at man lige skal på green via eleverede og bølgende fairways, der kan skjule målet hvis man ikke ligger det rigtige sted. Og det er også oftere reglen end undtagelsen at man slå til en bolde, der ligger over- eller under ens fødder, eller man slå opad eller nedad. Det er med andre ord en kvalitetsbane som nogen elsker og andre elsker at hade. Men det er ikke en bane man bør snyde sig selv for at opleve – specielt fordi den er en del af en helhedsoplevelse, der er ganske unik. Kommer man som gæst i maj (eller efter 1. oktober), skal man af med en greenfee på 115-135 franc, mens prisen ligger på 155 franc fra juli til september.
Det eneste minus Golf-Club Crans-sur-Sierres infrastruktur er, at driving rangen ligger mere end 700 meter fra klubhuset og faktisk så langt væk fra 1. tee som man kan komme. Til gengæld råder anlægget over tre putting greens og tre områder hvor man kan træne bunkerslag. Man kan bestille en caddie (hvilket kan være en god idé første gang man spiller banen), men man skal ikke være så urolig for ikke at kunne finde sine bolde for banen er meget åben med en rimelig rough. Man kan også leje en golfcard hvis man ikke vil tage udfordringen op og gå de 18 huller.
Klubhuset, er et to etagers alpehus ved enden af 18. green, som på øverste etage har en restaurant hvis terrasse peger ud mod banen, mens den anden side af huset ligger lige ud til Rue du Prado og byens hovedgade på Crans siden. Det er ikke uden grund at denne bane er blevet sammenlignet med St. Andrews, for på begge baner kiler den 18. green sig næsten ind i byens gader, og med 100 år på bagen er Golf-Club Crans-sur-Sierre en historisk sværvægter i det kontinentale Europa.
Ved Lac de la Moubra, på den anden side af Rue du Prado – eller på Montana siden - ligger så Jack Nickalus Course, der er en 9-hullers par 35-bane. Den Gyldne Bjørn ombyggede Le Xirès Course i 1988, og sammen med Super-Crans og Noas (Chermingnon d’en Bas) - der også begge er 9-hullers baner, men på par 30 – udgør det Golf-Club Crans-sur-Sierre.

Historien bag Crans-Montana
I turismens unge dage herskede der megen fattigdom i byerne Lens, Chermignon, Montana og Icogne, som rådede over de landområder hvor golfbanerne i Crans blev bygget. Indbyggerne var typisk bønder, der ernærede sig af de ting de kunne få til at gro på markerne, skråningerne, engene og vinmarkerne. Den internationale indvirkning på området kunne mærkes med det samme da briterne som de første satte fod på områdets nye golfbaner.
Golfsporten historie i Crans begyndte i 1905 da hotelmanageren Albert de Preux mødte den britiske forretningsmand og læge Henry Lunn. De to mænd besluttede at købe et lukket kursted og bygge det om til et luksushotel. Derefter besluttede de så også at bygge en 9-hullers golfbane, som åbnede for præcis 100 år siden i 1906.

En gave fra himlen
Hotellerne skulle betale leje til indbyggerne for at ligge i områderne, og den ordning var en gave fra himlen til mange af landsbyernes beboere. En ekstra bonus var, at de unge drenge, først fra Chermignon, siden fra Lens og derefter fra Montana by kunne bringe en ekstra skilling hjem til familien ved at bære køller og finde bolde for spillende gæster. Emile Bonvin og Géronce Barras fra Chermignon havde en helt specielt sans for forretning. De åbnede en lille snackbar hvor golfspillerne kunne få en bid at spise. Den snackbar blev forløberen for det, der senere blev Hotel du Golf, som i dag ligger ved 17. tee på Golf Club Crans-sur-Sierre.
Første Verdenskrig satte dog en stopper for golfsportens momentum for en tid. Golfbanen, der var blevet udvidet til 18 huller i 1907-1908, blev lukket. Arbejdet på Hotel du Golf gik også i stå, men gik i gang igen i 1917 da området fik brug for et sted, der kunne huse sårede franske soldater fra krigen, der skulle komme sig.
Krigen var næppe ovre før den nye ejer af Hotel du Golf, Elisée Bonvin, og hans kompagnon, Albert Bonvin, åbnede en 9-hullers golfbane. Det skulle dog tage næste 10 år yderligere før 18-hullers banen blev vækket til live igen. Hele det storstilede eventyr endte dog med at blive en succes for Bonvin og Bonvin, takket være støtte fra René Payot – en hengiven golfspiller og journalist på ”Journal de Genève” – og en del af hans venner fra Genève.

De Første Pro’er
I meget lang tid var det kun turister og et meget begrænset antal af lokale golfspillere, der benyttede golfbanen. Antoine Barras, der ejede l’Hotel Eden, var den første spiller, som nåede et niveau højt nok til at spille på det schweiziske landshold. Sønnerne Guillaume og Géo Barras blev endda professionelle.
Under Anden Verdenskrig blev der også spillet mindre turneringer på banen, selvom der kom mindre besøgende, og det var kun takket være det økonomiske opsving efter krigen, at golfbanen i Crans blev reddet.
De fem seneste årtier har ikke kun ændret banens layout, men golfsporten er også blevet mere og mere udbredt i området – både for lokale og turister. Indtil slutningen af 60’erne var det dog hotelejernes sønner, satte standarden. Antoine Barras søn, Olivier, der senere døde en tragisk død, og hans bror, André, var blandt de bedste sammen med Henri Bonvin og Gilles Bagnoud, der var hotelsønner fra l’Robinson og l’Bristol.
I 50’erne tog udviklingen så rigtigt fart. Først kom der endnu en 9-hullers bane (Les Xirès, 1951), og derefter blev den 18-hullers Plan-Bramois Course moderniseret i 1954. I 1988 blev Xirès Course til Jack Nicklaus Course og i 1999 blev Plan-Bramois Course til Severiano Ballesteros Course.
Indtil 1928 blev golfsporten i området altid betegnet som ”Golf of Montana”, men banerne lå i et område, der var kendt som ”Cran” – og stavet uden det sidste ”s”. I 1928 skabte man så området ”Crans-sur-Sierre” og så gik golfsporten i området udner navnet ”Golf of Crans-sur-Sierre”. I 1990’erne begyndte man så at bruge navnet Crans-Montana. Golf har betydet det samme for Crans som Nilen har betydet for Egypten, og mange bliver overrasket over hvor populær golfsporten er i området, der også råder over golfbanerne Super-Crans, Noas, Sion, Sierra og Loéche-Susten.

Alpin luksus
Bylivet i Crans-sur-Sierre er ikke kedeligt, og derfor bruger golfspillere som Sergio García og Luke Donald stedet som feriemål. Den legendariske Bar 1900 udgør områdets absolutte in-sted og kan bedst beskrives som en alpin version af Café Victor i København, men der er også masser af udsøgte restauranter i området, samt to diskoteker. Gamle franske ikoner fra 70’erne og 80’erne som Roger Moore, Alain Delon og Johnny Hallyday holder til i den lille, men eksklusive by. Om vinteren, når sneen lægger sig over alperne og skisæsonen går i gang, er området også godt besøgt af blandt andet den Saudi Arabiske kongefamilie, mens pengestærke familier fra Kuwait, Qatar og Abu Dhabi ligeledes ferierer på Haut-Plateau. Prins William så også nærmere på byen i februar under en lille ferie.
Alligevel kan de kendte gå i fred for de paparazzier, der normalt generer dem i byer som St. Moritz og Gstaad. Uden for ugerne op til Omega European Open er Crans-sur-Sierre ikke overrendt af turister. I de senere år har området oplevet en lille nedgang i turisme, men det har primært været områdets egen skyld, for over de sidste år er hotellerne lukket et efter et i Crans-Montana. Søndag den 10. september – samme dag som Omega European Masters var færdigspillet – forlod de sidste gæster blandt det centrale Hôtel Alpha fordi det lukkede mandag morgen og nu skal bygges om til luksuslejligheder. Sidste år talte Crans-Montana 41 hoteller, men alene i år lukker der 10 af dem, og syv mere lukker ned efter nytår.
Det er stadig muligt at finde billige overnatninger i Crans-Montana, men på de hoteller, der er tilbage, skal man nok regne med minimum at skulle af med 700-1.500 kroner per nat for et dobbeltværelse. Er man klar til at køre på alle cylindre, kan man også leje en hytte til 22.000 schweiziske Franc for en uge. Der resterer også stadig to 5-stjernede hoteller i Crans-sur-Sierre, nemlig Grand Hôtel du Golf og Hôtel Royal. Vil man prøve byens mest udsøgte køkken, skal man besøge restauranten på Hostellerie du Pas de l’Ours, som har en stjerne i Michelin og også er byens dyreste hotel. Casino de Crans-Montana, der dagligt besøges af små 600 gæster, kan muligvis også friste med et besøg.
Crans-sur-Sierre er langsom ved at ændre sig til en luksuriøs alpeby med et roligt liv – og en golfskat på 18 huller – frem for et turistmål i overflod. Det giver mulighed for – om ikke andet – at besøge byen, spille golf og opleve de snoede gader, der rummer luksusbutikker med et udvalg hvis mage man kun finder i Paris, Milano og New York.
Man efterlades med en sjov og god fornemmelse i maven når man forlader Crans-Montana, for man kan ikke helt lade være med at føle det som om man lige har deltaget i en gammel James Bond film uden alt det farlige, for stilmæssigt har man bevæget sig rundt i en sceneri, der minder om en blanding mellem Sound of Music og Casino Royale – den med Peter Sellers.
Der er dog ingen tvivl. Er man den drevne golfspiller, der har prøvet de fleste rejsemål og har spillet over det meste af kloden – eller vil man bare gerne give sig selv en speciel golfrejse, der rummer mere end det ordinære – så er en tur til Crans-sur-Sierre en af de oplevelser man vil tage frem fra minderne og smage på gentagende gange. For der er ingen tvivl: Crans-sur-Sierre er en golfjuvel af højeste karat.


Rejsefakta:

Golf-Club Crans-sur-Sierres hjemmeside: www.golfcrans.ch
(Her kan du læse om banerne, hoteller etc.)


Lufthavne nær Crans-Montana:
Geneva:
International Airport 2 1/2 times kørsel til Crans-Montana
Zurich: International Airport 4 times kørsel til Crans-Montana
Sion: Regional Airport 40 minutters kørsel fra Crans-Montana
Milano: Malpensa Airport 2 1/2 times kørsel til Crans-Montana


Rute med bil:

Fra Lausanne : Motorvej A9 til Sierre
Fra Basel, Bern og Zürich : Gennem Lötschberg tunnel, derefter motorvej A9 til Sierre
Fra Brig: Motorvej A9 til Sierre
Fra Sierre: Hovedvejen Chermignon-Crans-Montana eller Mollens-Crans-Montana
Fra Sion : Hovedvejen Lens-Crans-Montana
Fra Milano: Kør igennem Simplon Passet, derefter motorvej A9 til Sierre

Espen Uldal

Player info
Alder 46 år
Denmark, Humlebæk
Status
Offline